Obligationer/åbning: Stilstand før amerikanske detailtal

Udgivet den 15-01-2021  |  kl. 08:18  |  

Der er fredag flere nøgletal på kalenderen - navnlig fra USA - mens også den svenske inflation kan tage fokus. Det stopper dog ikke der, da også to begivenheder i weekenden ventes at få betydning, når en ny uge tager fat mandag.

Dagen starter dog uden de store udsving for den danske rente, der fredag åbner uændret fra sit lukkeniveau torsdag eftermiddag i minus 0,46 pct.

Det skorter ikke på nøgletal i kalenderen fredag, og størst fokus vil der formentlig være på tallene for detailsalget i USA i december. Her venter Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, uændrede eller små fald i salget.

- Hvis detailsalget vokser imod forventningerne, kan det skyldes, at restriktionerne i servicesektoren har øget forbruget i detailhandlen. Et større fald i detailsalget end ventet kan presse renterne ned, skriver han i en kommentar.

Fra USA kommer der i løbet af eftermiddagen blandt andet også tal for industriproduktionen, producentpriser og Michigan-tillidsindekset.

Fra vores svenske naboer kommer der inflationstal for december, der ventes at lande væsentligt under Riksbankens målsætning om en inflation på 2 pct.

- Den lave inflation understreger, at en renteforhøjelse i Sverige har lange udsigter. Vi vurderer, at den seneste styrkelse af den svenske krone har medført løftede øjenbryn i Riksbanken. En stærk krone kan nemlig holde inflationen lav på grund af lavere priser på importerede varer, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Weekenden byder på et spændende formandsvalg i tyske CDU, der er kansler Angela Merkels parti, samt en kinesisk BNP-rapport for fjerde kvartal.

Her venter Sydbanks makroanalytiker en årlig økonomisk vækst i Kina på 6 pct., men viser tallene sig stærkere, kan det sende de globale markeder i vejret fra næste uge.

I Tyskland ventes formandsopgøret i CDU ikke at have direkte markedsmæssige konsekvenser, men det kan blive afgørende for fremtiden, da formandsposten i det magtfulde parti er blandt de tungeste i Europa, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯ 

Relaterede nyheder