Obligationer/åbning: Uændrede renter på stille marked
Det danske obligationsmarked åbner tirsdag stort set uændret i forhold til mandag ved lukketid.
Den 10-årige danske statsobligation ligger tirsdag morgen i 1,69 pct., hvilket også var niveauet mandag.
Futures peger ellers på en god dag på aktiemarkederne, hvilket kan resultere i rentestigninger på obligationsmarkedet.
Det britiske FTSE-indeks ligger tirsdag morgen til en stigning på 0,3 pct., og futures på de tre amerikanske indeks S&P 500, Nasdaq og Dow Jones Industrial Average handles med stigninger i intervallet 0,2-0,3 pct.
Den toneangivende amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - bliver i Asien handlet til 2,75 pct., hvilket er en stigning på 1 basispoint i forhold til sidste uge. Med i det regnestykke skal dog, at handlen var lukket i USA mandag grundet "Presidents Day".
Af økonomiske nøgletal kommer tirsdag 14.30 dansk tid data for Empire Manufacturing, der udtrykker erhvervstilliden i New York-regionen. Økonomernes estimat tyder ifølge Bloomberg News på et niveau på 9, hvilket er en del under sidste måned, hvor indekset endte på 12,5. Hvis det holder stik, vil det være en mindre tilbagegang.
16.00 dansk tid kommer der desuden tal for det amerikanske boligindeks NAHB-indeks, der tager temperaturen på stemningen i den amerikanske byggebranche. Her venter økonomerne ifølge Bloomberg News, at indekset forbliver uændret i forhold til januar og lander på 56. Et indeks over 50 vil være udtryk for en optimistisk byggebranche.
I Tyskland vil der 11.00 tirsdag være tal for ZEW-indekset, der er de tyske finansielle aktørers syn på den økonomiske situation. Her venter økonomerne ifølge Bloomberg News et indeks på 44 mod 41,2 måneden før.
For ZEW-forventningsindekset, der ser frem i tiden, lyder estimatet på 61,5 mod 61,7 måneden før.
Onsdag kommer der referat fra Federal Reserves FOMC-møde den 28.-29. januar. Her vil indikationer på fremtidige reduceringer af de månedlige obligationsopkøb være i investorernes søgelys.
/ritzau/FINANS
Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk