Obligationer/åbning: Uændret åbning mens der ventes på inflationsdata
Det danske statsobligationsmarked åbner med uændrede renter fredag.
Den tiårige danske toneangivende statsobligation åbner fredag i 2,39 pct., hvilket er samme niveau som torsdag ved lukketid.
Der er få, men til gengæld et yderst vigtigt nøgletal at nærstudere fredag.
Fra den hjemlige scene viser det danske detailsalg et fald på 0,1 pct. i juni set i forhold til måneden før. Danmarks Statistiks har renset salgsdataene for prisudvikling og normale sæsonudsving. Set på årsbasis viste detailsalget en fremgang på 0,8 pct. i juni.
Fra USA kommer der personlig indkomst og privatforbrug, men dagens - og ugens - altdominerende statistiske nøgletal er dagens amerikanske inflationsrapport i form af PCE-prisindeks.
Og med den amerikanske centralbanks pengepolitiske møde i næste uge, er dataene blandt de sidste, som er med til at danne grundlaget for beslutningerne i Federal Reserves pengepolitiske udvalg.
Indekset er baseret på udviklingen i de personlige forbrugsudgifter, og kerneindekset, hvor volatile udsving i fødevare- og energiomkostninger trækkes ud, er den amerikanske centralbank foretrukne inflationsmål.
Kerneprisindekset ventes at være steget 0,2 pct. på månedsbasis og 2,5 pct. på årsbasis.
Hvis dataene lever op til forventningerne, vil det så godt som cementere en rentenedsættelse i september fra Federal Reserves side.
Dagens statistiske vifte rundes af med Michigan-tillidsindekset.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯ indblik❯