Obligationer/åbning: Uændret rente med fokus på PMI og Powell

Udgivet den 22-10-2021  |  kl. 08:58  |  

Det danske obligationsmarked er fredag åbnet uden nogen renteændring på en dag, hvor en række PMI-tal fra begge side af Atlanten kan blive retningsgivende.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation er fredag åbnet uændret i 0,16 pct. Torsdag steg renten med 2 basispoint.

Fredag er store PMI-dag på begge sider af Atlanten, hvor tyskerne skyder festen i gang klokken 9.30 med de foreløbige tal for oktober. Klokken 10 følger tallene fra eurozonen og klokken 15.45 slutter amerikanerne festen.

- Særligt i Europa har PMI-indeksene været en god indikator for økonomien i de seneste kvartaler. Det er også her vi oftest ser den største markedspåvirkning, vurderer Søren Kristensen.

Aktivitetsbarometrene har bøjet lidt af i de seneste måneder, men de indikerer dog stadig fremgang, da de for både fremstillings- og servicesektor i Tyskland, eurozonen og USA alle er et godt stykke over 50, der er skillelinjen mellem frem- og tilbagegang.

Et mere kraftigt dyk i PMI-indeksene kan ifølge Sydbanks cheføkonom svække euroen og presse renterne ned.

Sidst på eftermiddagen deltager den amerikanske centralbanks førstemand, Jerome Powell, i en paneldebat om pengepolitik og finansiel stabilitet.

- Der er især fokus på Feds reaktion på risikoen for højere inflation efter Bank of Englands overraskende aggressive rentemeldinger og de højeste inflationsforventninger i USA i meget lang tid, skriver Jyske Bank i et notat.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder