OBLIGATIONER: Højere kurser på Fed-udmelding

Udgivet den 19-04-2006  |  kl. 16:36  |  

De danske obligationer steg en anelse i kurs onsdag, hvilket var en reaktion på udmeldingen fra Fed om en nært forestående pause med renteforhøjelserne.

Den toneangivende 10-årige statsobligation 4 pct. 2015 handledes onsdag eftermiddag højere i 100,67 i forhold til 100,56 tirsdag eftermiddag. Den 30-årige realkreditobligation 4 pct. 2035 lå ligeledes højere i 91,67 i forhold til 91,53 omkring tirsdagens lukketid.

Dagens opgørelse over de amerikanske forbrugerpriser viste en svagere udvikling i forhold til gårsdagens producentpriser. Forbrugerpriserne steg som ventet med 0,4 pct., men kerneinflationen, der ikke medregner de volatile energi- og fødevarepriser, steg med 0,3 pct. mod konsensus-estimatet på 0,2 pct.

Dagens faldende renter var derfor en reaktion på de amerikanske rentefald tirsdag, hvor referatet fra det seneste rentemøde blev offentliggjort. Her indikerede Fed, at renteforhøjelserne næsten er overstået.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder