Obligationer/middag: Lille rentefald præger afdæmpet start på ugen

Udgivet den 10-03-2025  |  kl. 11:43  |  

De danske statsrenter falder en smule mandag middag, hvor der er faldet mere ro over markedet efter en voldsomt volatil sidste uge, der var præget af både et rentemøde i Europa og en arbejdsmarkedsrapport fra USA sidst på ugen, men hvor særligt det massive finanspolitiske udspil fra Tyskland sendte renterne i vejret.

Netop udspillet fra Tyskland, der i en stor aftale hen over midten af den politiske skala vil investere 500 mia. euro i forsvar og infrastruktur, adskiller i tiltagende grad Europa fra USA, og derfor kan korrelationen på de finansielle markeder også være mindre, end man ofte ser det i den kommende periode.

Det kunne også tydeligt aflæses på obligationsmarkedet i sidste uge, hvor den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 oplevede en rentestigning på 36 basispoint - eller fire gange så stor som i USA, hvor den tiårige rente steg med 9 basispoint over ugen.

- Divergensen på finansmarkedet afspejler den politiske kløft mellem USA og Europa. Trump er fokuseret på at begrænse immigration, reducere budgetunderskuddet og indføre told på handelspartnere, som er en politik, der vil virke væksthæmmende. Det står i skarp kontrast til Europa og særligt Tyskland, der har gjort det klart, at man vil øge investeringer i forsvar og offentlige udgifter, som er en politik, der vil virke vækststimulerende, skriver Philip Maldia Madsen, der er makrostrateg hos Nordea, i en kommentar mandag.

Mandag er der dog kommet mere ro på de europæiske markeder, og i Danmark falder renten med 2 basispoint til 2,48 pct.

Det nuværende billede med generelt stigende europæiske renter og en stærkere euro kan dog også hurtigt vende igen, hvis USA's præsident, Donald Trump, vender sin toldvrede mod Europa.

- Den politiske divergens har forbedret de økonomiske udsigter for Europa relativt til USA, som har svækket den amerikanske dollar, men det kan hurtigt vende igen, hvis Trump inkluderer Europa i sin handelskrig, skriver Philip Maldia Madsen.

INTET ALARMERENDE I TILTAGENDE INFLATION

Nøgletalsmæssigt er der ingen større begivenheder at forholde sig til mandag, hvor tyske handelstal og en måling af industriproduktionen sammen med danske inflationstal for februar, der allerede blev offentliggjort fra morgenstunden, er de største højdepunkter i kalenderen.

Inflationen herhjemme tiltog i februar til 2,0 pct. fra 1,5 pct. i januar, og i Tyskland steg industriproduktionen i januar mere end ventet af økonomerne, viste offentliggørelserne.

I forhold til inflationen er der dog stadig tale om et niveau, der rammer målsætningen fra Den Europæiske Centralbank (ECB) og også Nationalbanken ganske præcist, og derfor er det ikke noget, der får handlerne til at løfte på øjenbrynene.

- Inflationen peger op i februar. Der er dog i vores optik ikke noget alarmerende i dagens stigning, da vi befinder os trygt omkring 2 pct. og har gjort det i en længere periode. Samtidig ser vi pæne lønstigninger til mange danskere, og det giver samlet set fornyet købekraft, skriver Brian Fris Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:55 Europa/lukning: Novo-nedtur og tvivl om tysk investeringspakke sendte indeks i knæ
17:07 Mandagens aktier: Novo-data rykkede C25 i minus - Mærsk gik frem på houthi-trussel
17:00 Mandagens obligationer: Rentefald gik i sig selv efter tysk uenighed om investeringspakke
16:46 Genmab-analytiker efter afvisning fra partner og kursfald: Det var lidt en netruller
16:26 Tesla-aktien halveret siden toppen i december
15:39 Genmab-partneren Johnson & Johnson vil ikke gøre brug af Hexabody-option
14:59 Novo-aktien dykker over 8 pct. efter svage vægttabsdata
14:41 USA/åbning: Korrektion til Nasdaq i et Wall Street præget af udsalg
13:50 Ørsted får sænket kreditvurderingen af Fitch
13:15 Musks indtog i politik kan skade Tesla vurderer Kinas personbilforening
12:58 ECB's Kazimir: Næste rentetræk bør træffes med et "åbent sind"
12:55 Mærsk-analytiker: Trusler om nye angreb i Det Røde Hav sender aktier op
12:54 USA/tendens: Rød dag i vente - Nasdaq tæt på korrektion
12:41 Novos fedmedata adskiller sig ikke nok fra konkurrentens vurderer analytiker
12:34 Renter tager ekstra dyk efter modstand mod massiv tysk investeringspakke
12:15 Novo når primære endemål i vigtigt fase 3-studie for Cagrisema
11:54 Europa/middag: Våbenaktierne vinder fortsat frem mens banksektoren står for skud
11:51 Novo når primære endemål i vigtigt fase 3-studie for Cagrisema
11:43 Obligationer/middag: Lille rentefald præger afdæmpet start på ugen
11:27 Aktier/middag: Brintselskab sendes i dybet - geopolitik lurer under overfladen