Obligationer/middag: Lille renteplus trods positive inflationsdata

Udgivet den 30-11-2023  |  kl. 12:12  |  

En lavere inflation end ventet i eurozonen i november synes ikke at imponere obligationshandlerne, som tværtimod har ladet renterne stige en smule efter offentliggørelsen af forbrugerpristallene torsdag formiddag.

Ved middagstid ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation på 2,67 pct. eller 3 basispoint højere end åbningsrenten, og 1 basispoint højere end niveauet ved lukketid onsdag eftermiddag.

Forbrugerpriserne i eurozonen lå i november 2,4 pct. højere end i samme måned sidste år. Dermed er inflationen i eurozonen på det laveste siden juli 2021 efter toppen sidste år på 10,6 pct. Analytikerne havde ventet en stigning på 2,7 pct. ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg.

På månedsbasis faldt forbrugerpriserne 0,5 pct., hvor økonomerne havde ventet et lidt mindre fald på 0,2 pct. Og kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen på varer som tobak, alkohol energi og fødevarer, aftog til 3,6 pct. fra 4,2 pct. i oktober. Analytikerne havde ventet en kerneinflation på 3,9 pct.

Af mere væsentlig betydning bliver måske eftermiddagens amerikanske inflationstal beregnet på udviklingen i i PCE deflatoren for oktober. Her regner økonomerne ifølge Bloomberg News med, at inflationen er aftaget til 3,0 pct. fra 3,4 pct. i september.

For kerneinflationen, PCE-core, som fraregner prisudviklingen for energi og fødevarer, ventes en inflation på 3,5 pct. mod 3,7 pct. i september. PCE-core går for at være den amerikanske centralbank Federal Reserves foretrukne mål for inflationen, som centralbanken ønsker nedbragt til 2 pct.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder