Obligationer/middag: Lille stigning inden makrotung afslutning på ugen

Udgivet den 25-09-2024  |  kl. 12:18  |  

Middagshandlen på obligationsmarkedet byder på en lille fremgang i renterne. Det sker på en ellers stille dag i makrokalenderen.

Her er renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ved middagstid steget med 2 basispoint til 2,06 pct.

Ugens sidste to dage byder atter på makrodata, hvor handlerne kan se frem til adskillige nøgletal og talrige centralbanktaler.

Onsdag er der en enkelt tale på programmet. Efter dansk markedslukning taler Adriana D. Kugler, der er medlem af USA's centralbanks, Federal Reserves styrelse.

På den anden side af Øresund har den svenske centralbank, Riksbanken, onsdag valgt at sænke renten med 25 basispoint til 3,25 pct. Det sker, efter at den svenske regering i sidste uge erklærede sejr i kampen mod inflationen.

HÆSBLÆSENDE UGEAFSLUTNING

Der er lagt op til en indholdsrig ugeafslutning med store nøgletal og kommentarer fra centralbankernes spidser. Torsdag taler både Christine Lagarde, der er chef for Den Europæiske Centralbank, og Jerome Powell, der er chef for Federal Reserve, foruden en lang række andre direktører.

Dertil venter anden opgørelse af BNP-væksten og privatforbruget for andet kvartal i USA samt den ugentlige indsigt i antallet af nytilmeldte ledige.

Begge væksttal ventes uændret fra første opgørelse på henholdsvis 3,0 og 2,9 pct.

Fredag trækker nøgletalsstormen yderligere op, når der blandt andet offentliggøres friske tillidstal for eurozonen, yderligere indsigt i privatforbruget i USA og til slut nyt om PCE-kerneprisdeflatoren.

Inflationsmålet er Federal Reserves foretrukne. Centralbanken har på det seneste oplyst, at den i højere grad vil stille skarpt på tilstanden for det amerikanske jobmarked frem for inflationen, der nærmer sig målet på 2 pct., efter at den i juli var 2,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯