Obligationer/middag: Renten faldet til ro
Renterne holder sig fortsat forholdsvis roligt onsdag ved 11-tiden, hvor få lande i Europa oplever udsving på mere end 2 basispoint i de 10-årige statsrenter.
Markedet er fortsat ved at fordøje en række dage med stor fokus på konflikten i Syrien, der dog stadig vil kunne påvirke markedet, hvis der dukker nyt op omkring den sag.
- Tirsdag havde vi rigtig stærk performance (for aktiemarkederne, red) i både Europa, Asien og USA på baggrund af aftagende frygt for krig i Syrien, hvilket også drev olie, guld og sølv lavere. Europa handler igen på niveauet for årets højeste sat i august, og det er derfor værd at holde øje med, om vi kan bryde højere de kommende dage, skriver Alm. Brand Markets i sin morgenrapport.
Den 10-årige toneangivende danske statsobligation ligger i omkring 2,21 pct., et fald på 2 basispoint fra lukketid tirsdag, hvor den lå til 2,23 pct.
Dagen byder på auktioner over statsgæld fra Italien og Tyskland, som falder på et lidt uheldigt tidspunkt for især sidstnævnte land, hvis 10-årige renter ligger i det højeste niveau siden december 2011.
I mangel af væsentlige økonomiske nøgletal er der ikke udsigt til, at obligationsmarkedet som helhed vil arte sig andet end forholdsvist roligt resten af onsdagen. Dog vil nyheder omkring Syrien kunne have indflydelse på obligationsmarkedet.
Renten på en 10-årig amerikanske statsobligation sluttede tirsdag i omkring 2,96 pct. og ligger dermed ikke langt fra de 3 pct., som mange analytikere ser som en kortsigtet smertegrænse.
- Vi vil uden tvivl se udsving i rentemarkedet de kommende dage, indtil vi får en melding fra Fed (den amerikanske centralbank, red.) på onsdag, vurderer Alm. Brand Markets med henvisning til næste uges Fed-møde, hvor der muligvis vil komme en afklaring på, hvornår centralbanken vil påbegynde en mere lempelig pengepolitik.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk