Obligationer/middag: Renten stiger frem mod tyske inflationstal
Renten på de danske obligationsrenter er skudt i vejret mandag, efter at renten i USA blev sendt op af usikkerhed over det kommende præsidentvalg.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation er mandag middag 2,58 pct. Det er 8 basispoint højere end ved markedslukning fredag.
Mandag venter også en lang række nøgletal, hvoraf særligt to vil kunne påvirke retningen på obligationsmarkedet.
I løbet af formiddagen til ud på eftermiddagen vil der fra både Europa og USA komme endelige opgørelser for PMI-indekserne, der måler stemningen hos indkøbscheferne.
Mere udslagsgivende vil det med al sandsynlighed blive, når opgørelsen for de tyske forbrugerpriser offentliggøres klokken 14. Og allerede klokken 10 viste det sig, at inflationen i Tysklands mest folkerige delstat, Nordrhein-Westfalen, aftog noget i juni. Og det være en forsmag på, hvordan den samlede inflation i Tyskland har udviklet sig.
Fra USA venter klokken 16 ISM-indekset for industrien i juni. Her venter økonomer adspurgt af Bloomberg News en mindre bedring til 49,1 fra 48,7.
ECB-MØDER I PORTUGAL
Markedsdeltagerne kan mandag også vende blikket mod den portugisiske by Sintra, hvorfra Den Europæiske Centralbank, ECB, indleder sin årlige konference mandag.
Arrangementet har tidligere været brugt til at give vigtige pengepolitiske signaler, og det kan derfor ikke udelukkes, at ECB's øverste, Christine Lagarde, lufter tanker om eventuelle rentebeslutninger.
- Indikerer Lagarde, at ECB har rentemødet i september i kikkerten i forhold til at sænke renten igen, kan renterne blive presset ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.
Christine Lagarde taler klokken 21. Tirsdag får hun i en debat selskab af sin amerikanske kollega Jerome Powell, der leder USA's centralbank, Federal Reserve.
.\\˙ MarketWire