Obligationer/middag: Renten tager lidt revanche fra laveste niveau i et år

Udgivet den 28-12-2023  |  kl. 12:04  |  

Renterne tager lidt revanche torsdag formiddag, og for den toneangivende tiårige danske statsobligation stiger renten til 2,15 pct.

Det er 2 basispoint over åbningsniveauet, som var uændret i forhold til lukkerenten onsdag eftermiddag, men fortsat 5 point lavere end lukkeniveauet fredag før jul. Onsdag ramte renten sit laveste niveau i et år.

Torsdag formiddag har Østrigs centralbankchef, Robert Holzmann, i en meddelelse fra centralbanken påpeget, at der ingen garanti er for, at Den Europæiske Centralbank, ECB, sænker renten næste år.

- Normaliseringen af pengepolitikken viser allerede effekt på inflationen, som aftager, men det er fortsat alt for tidligt at spekulere i rentenedsættelser, lyder det blandt andet fra Holzmann, der også sidder med i ECB's rentekomité.

Dagens nøgletalskalender omfatter flere amerikanske nøgletal, hvoraf nytilmeldte ledige i uge 52 nok er det vigtigste.

Der ventes 210.000 nye ledige - 5000 flere end ugen før.

Økonomer kan desuden skæve til nyt om de amerikanske engroslagre og igangværende bolighandler.

Onsdag slog de amerikanske renter bak, efter resultatet fra endnu en stor auktion over statspapirer fra finansministeriet blev afregnet til lavere renter end ventet af markedet.

Auktionen, der var på samlet 58 mia. dollar, endte med en rente på 3,80 pct. - det laveste niveau siden maj, skriver Bloomberg News.

Tirsdag var et salg af toårige statspapirer med til at skabe positiv stemning på de finansielle markeder i USA.

Renten på den toneangivende tiårige T-bond faldt onsdag med 11 basispoint til 3,79 pct. Torsdag middag forrentes den tiårige T-bond med 3,82 pct.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯