Obligationer/tendens: Amerikansk forbrugertillid kan presse renten op

Udgivet den 26-05-2020  |  kl. 07:17  |  

Der er tirsdag morgen udsigt til en stille start på det danske obligationsmarked, hvor den primære fokus kommer til at være på tallene for den amerikanske forbrugertillid, der lander i eftermiddag.

Ser man mod USA, forrentes den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation her til morgen med 0,68 pct. på markedet i Tokyo, efter de amerikanske markeder i går holdt lukket på grund af Memorial Day. Det er 2 basispoint højere end det niveau, den tiårige statsobligation blev handlet i fredag, da markedet lukkede.

Renten på de danske tiårige statsobligationer endte mandag i minus 0,30 pct., hvilket var et fald fra morgenstunden på 1 basispoint.

Mens der er udsigt til en stille start for den danske rente, kan det dog ændre sig i løbet af dagen, når der klokken 16 kommer tal for den amerikanske forbrugertillid. Her kan positive tal sende renterne en smule i vejret, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker hos Sydbank.

- Den amerikanske forbrugertillid styrtdykkede i april, og vi har set et tilsvarende kollaps i detailsalget . De kommende måneder vil vise, om det kolossale tilbageslag til forbruget skyldes, at det ikke har været muligt at forbruge, eller om det skyldes et ønske om at polstre sig. Her kan forbrugertilliden være en indikator på netop det spørgsmål, skriver han i sin analyse.

Her forventer Sydbank, at dagens tal viser en lille nedgang, og det kan være et tegn på, at krisen for alvor har sat sig i forbrugernes bevidsthed, skriver han.

- Et vedvarende og langt fald i forbrugertilliden vil indikere, at krisementaliteten vil bide sig fast hos forbrugerne. Det vil forlænge den økonomiske genopretning. Vi venter, at forbrugertilliden aftager en spids i maj til 85,0 fra 86,9 i april. En stigning i forbrugertilliden kan presse renterne en tand op, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

En anden begivenhed, der kan få betydning for markedet, er tal for, hvor meget olieselskaberne har tænkt sig at investere i Norge i de kommende år, vurderer Mathias Dollerup Sproegel. Her kan skuffende investeringstal være med til at svække den norske krone.

- Undersøgelsen er særligt interessant i lyset af de seneste massive oliepris fald. Olieprisfaldene vil uundgåeligt få betydning for den norske økonomi. Norges Bank venter et fald i olieinvesteringerne på hele ni procent i år. Samtidig er der udsigt til fald helt ind i 2023. Det betyder, at der lægges en dæmper på den økonomiske vækst i Norge, hvor olieinvesteringer har trukket den økonomiske vækst de seneste tre år, skriver han.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder