Obligationer/tendens: Tolduro og amerikansk rentehop kan smitte af
Ret så store rentestigninger på det amerikanske obligationsmarked kan onsdag smitte af herhjemme, hvor markedet vil forsøge at hitte ud af, hvad USA's præsident, Donald Trump, hensigt er på toldområdet.
Tirsdag indførte USA told på Canada, Mexico, men allerede samme dag udtalte handelsminister i USA, Howard Lutnick, at præsident Donald Trump kan lette på afgifterne, så parterne mødes på midten. Og det kan måske ske allerede onsdag.
På det amerikanske obligationsmarked blev der tirsdag fokuseret på risikoen for, at tolden vil føre til tiltagende inflation, hvilket sendte renterne op.
Men trafikken er ikke nødvendigvis ensrettet. I baghovedet rumsterer også frygt for, at forstyrrelser af den globale handel kan sende den økonomiske vækst ned i gear, og derved medvirke til at trække renterne i den modsatte retning.
John Williams, chef for Federal Reserves vigtige afdeling i New York, kom tirsdag ind på disse effekter, da han kommenterede Trumps seneste toldindgreb.
- Baseret på det, vi ved i dag, taget alle usikkerhederne omkring det i betragtning, så indregner jeg nogle effekter fra told på inflationen på priserne, fordi jeg tror, vi vil se nogle af de effekter senere i år, sagde John Williams tirsdag ifølge Bloomberg News.
- Man skal også indregne, hvordan det vil påvirke den økonomiske aktivitet, virksomhedernes beslutninger om at investere, forbrugernes beslutning om at bruge penge? Og det er, hvor, jeg tror, endnu en stor usikkerhed er.
Onsdag morgen ligger den tiårige amerikanske rente i 4,24 pct. - 10 basispoint højere end niveauet ved dansk børslukketid tirsdag.
Rentestigningen følger dog en periode med rentefald. Mandag lukkede den tiårige amerikanske rente i 4,16 pct. - det laveste niveau i år.
Herhjemme faldt den tiårige danske rente tirsdag marginalt med 1 basispoint til 2,23 pct.
ISM SERVICE I FOKUS
Fra nøgletalsfronten kommer onsdag en lang stribe aktivitetsindeks fra både Europa og USA. Der er tale om de såkaldte PMI-målinger, der bygger på tilbagemeldinger fra virksomhedernes indkøbschefer.
En pendant til målingerne - ISM for den amerikanske servicesektor - er ifølge Sydbank dagens vigtigste statistik.
- Hvis indekset skulle falde under 50, kan det presse de amerikanske renter en del ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i bankens morgenkommentar.
ISM-indekset er ligesom de øvrige PMI-målinger konstrueret så et niveau over 50 indikerer vækst.
Ifølge Bloombergs estimater ventes ISM-indekset for servicesektoren at være faldet til 52,5 i februar fra 52,8 i januar.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›