Obligationer/tendens: Tyske producentpriser kan præge ventet stillestående start

Udgivet den 19-01-2024  |  kl. 07:01  |  

Nyt om den tyske inflation i form af producentpriserne for december kan bestemme retningen for renten fredag.

I dagens løb venter desuden nyt om forbrugertilliden målt på det amerikanske Michigan-tillidsindeks samt taler fra en række centralbankdirektører - ikke mindst fra Christine Lagarde, der er chef i Den Europæiske Centralbank.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg torsdag 3 basispoint til 2,48 pct.

Den amerikanske toneangivende tiårige statsobligation lukkede torsdag med en forrentning på 4,14 pct. - et enkelt basispoint over niveauet ved dansk lukketid. Det er fredag morgen steget til 4,16 pct. på markedet i Tokyo.

Den toneangivende toårige T-bond så samtidig sin rente falde med et enkelt basispoint til 4,35 pct.

Faldet har dog rettet sig til en lille stigning fredag morgen til 4,37 pct. på markedet i Tokyo.

PRODUCENTPRISER I FOKUS

På nøgletalsfronten er første indslag fredag nyt om de tyske producentpriser for december klokken 8.

Her er ifølge økonomer adspurgt af Bloomberg News ventet et fald i producentpriserne på 8,0 pct. på årsbasis mod en tilbagegang på 7,9 pct. i november.

- Producentpriserne er gennem en del måneder nu faldet. Det vidner om, at omkostningspresset hos de tyske virksomheder er dalende. Særligt på grund af lavere energipriser, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en morgenkommentar.

- En sløj ordreindgang til den tyske industri og en generel afmatning i verdensøkonomien taler for, at de tyske virksomheder har svært ved at hæve priserne over for forbrugerne, fortsætter han.

Et større fald end ventet kan presse renterne ned, tilføjes det.

Desuden offentliggøres den foreløbige opgørelse af Michigan-tillidsindekset for januar klokken 16. Her er ventes en mindre bedring til 70,1 fra 69,7 måneden før.

Samtidig løftes sløret for salget af eksisterende boliger i december. Her ventes salget opgjort til 3,83 mio. fra 3,82 mio. i november.

NYT FRA LAGARDE

Flere centralbankfigurer har i ugens løb delt deres holdninger til blandt andet pengepolitikken i forbindelse med World Economic Forum i den schweiziske by Davos.

Fredag er ingen undtagelse, og her bliver der klokken 11 lagt hårdt ud, når chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, går på talerstolen.

Desuden venter i aften taler fra Michael Barr, der er styrelsesmedlem i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og Mary C. Daly, der er formand for centralbankens afdeling i San Francisco.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Seneste nyheder