Arbejdsmarkedsredegørelse: Ledigheden forventes fortsat at falder
København--23. marts--NetPosten--I en redegørelse fra de regionale Arbejdsmarkedsråd fremgår det, at ledigheden fortsat ventes at falder. Fra 1. kvartal 1999 til 1. kvartal 2000 forventes ledigheden at falde med 17.000 personer, svarende til et fald på 9,6 pct.
De største fald forventes i Storkøbenhavn, Frederiksborg, Roskilde og Vestsjælland, mens Sønderjylland forventer en lille stigning i ledigheden. Rådene venter, at ledigheden falder for de fleste A-kasseområder, mest for byggefag, handels- og kontorfunktionærer, gruppen af øvrige A-kasser, specialarbejdere og akademikere.
Faldet i ledigheden ventes at fortsætte på lidt længere sigt - det sker dog i et mere afdæmpet tempo end tidligere. Rådene forventer således et fald i ledigheden fra godt 138.000 personer i 4. kvartal 1999 til knap 129.000 i 4. kvartal 2000, hvilket svarer til et fald på 6,9 pct.. Fra 4. kvartal 1998 til 4. kvartal 1999 var der et fald i ledigheden på 10,8 pct.
Rådenes forventninger til udviklingen i beskæftigelsen er blevet mere afdæmpede på længere sigt. Der er dog store forskelle fra branche til branche. De mest positive forventninger både i 1. kvartal 2000 og 4. kvartal 2000 findes inden for forretningsservice, der bl.a. omfatter IT-området, rengøringsbranchen, advokat og revisionsvirksomhed samt reklamebranchen. Endvidere venter rådene en relativ stabil beskæftigelsesudvikling inden for flere brancher. Dette gælder eksempelvis bygge- og anlægsområdet.
Rådenes prognose giver således en forventning om, at det nuværende høje beskæftigelsesniveau stort set vil fortsætte frem til 4. kvartal 2000, og at ledigheden vil falde.