Olien mere påvirket af aktiemarkedet end af OPEC
Efter at være faldet med mere end 7 pct. tidligt mandag morgen i kølvandet på Organisationen af Olieeksporterende Lande OPECs beslutning om ikke alligevel at nedsætte deres produktion af olie, oplevede olieprisen noget af et rebound da olien på trods af meldingerne fra OPEC, formåede at ende mandagen på børsen i New York med en stigning på 1,47 pct. til 46,93 USD pr tønde. Dermed oplevede olien en stigning på over 8 pct. gennem mandagen.
Stigningerne i olieprisen mandag skal ses i lyset af de tidlige stigninger på det amerikanske aktiemarked, der gav håb for, at den amerikanske økonomi for alvor er i bedring og dermed at efterspørgslen på olie igen vil stige. Bevægelserne på det amerikanske aktiemarked har gennem det seneste stykke tid været markant bestemmende for udviklingen i olieprisen.
Prisen for en tønde olie handlet på børsen i London, den Europæiske Brent Crude Oil, steg ligesom sin amerikanske kollega, her med 0,7 pct. til 46,2 USD pr tønde.
Prisen på guld faldt mandag med 0,54 pct. til 925,1 USD pr ounce, mens prisen på sølv faldt 2,12 pct. til 12,94 USD pr ounce.