Onsdagens aktier: Mærsk og DSV medvirkede til optur inden rentenyt fra USA

Udgivet den 13-12-2023  |  kl. 17:07  |  
Arkiv: Foto

De danske aktier klarede sig fint onsdag, hvor blandt andet A.P. Møller-Mærsk var med fremme oven på et opjusteret kursmål fra den amerikanske storbank JPMorgan.

Også DSV gik frem, mens de grønne aktier gjorde lidt mindre væsen af sig, men dog steg oven på onsdagens helt store historie om en ny global klimaaftale, som politikere betegnede som historisk.

Vestas og Ørsted sluttede henholdsvis 0,6 pct. og 1,2 pct. højere i kurserne 183,86 kr. og 339,50 kr.

Facit for C25-indekset blev et plus på 1,1 pct. til 1723,46 inden vigtigt rentenyt fra USA.

- Vi venter nu på den amerikanske centralbank. Markedet har inddiskonteret rentesænkninger næste år, og den retorik har centralbanken jo ikke brugt, så det bliver spændende at se, hvad der sker i aften, siger Martin Munk, aktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Alt andet end en fastholdelse af renten vil være en kæmpe overraskelse, og fokus er ifølge Martin Munk derfor i stedet på de såkaldte "dot plots", hvor centralbankens beslutningstagere hver især giver udtryk for, hvilket renteniveau de venter ved udgangen af hvert af de kommende år.

MÆRSK OG DSV FREMME

Blandt eliteaktierne gjorde A.P. Møller-Mærsk en god figur og steg 1,5 pct. til 10.460 kr., efter at den amerikanske storbank JPMorgan havde løftet sit kursmål til 13.750 kr. fra 13.500 kr. og gentaget den positive anbefaling "overvægt".

Endnu bedre gik det C25-indeksets anden transportaktie, DSV, der skød frem med 3,3 pct. til 1098 kr.

Ud over en afsmittende effekt af Mærsks optur, var der ifølge Lars Hytting, chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning, umiddelbart ikke nyt fremme om DSV.

- Jeg har ikke set noget, men jeg kan godt forstå, hvorfor aktien skal op, for den er godt nok blevet trykket godt og grundigt i bund igennem en periode, siger Lars Hytting med henvisning til, at DSV lå over 1400 kr. tilbage i juli.

I bunden af C25 rodede Novozymes og Chr. Hansen rundt. De to kunne ellers fejre det kommende nye navn i forbindelse med sammenlægningen. Det bliver Novonesis.

Selskaberne har i øvrigt netop solgt en laktaseforretning til irske Kerry for 150 mio. euro svarende til 1,1 mia. kr. Det oplyste de to selskaber lige efter børsens lukketid tirsdag. En godkendelse af fusionen mellem de to fra EU var netop betinget af frasalget, der ventes at falde helt på plads tidligt i 2024.

Novozymes faldt 1,5 pct. til 357,40 kr., mens Chr. Hansen droppede 1,7 pct. til 545,80 kr.

FCK VIDERE I CHAMPIONS LEAGUE

En opjustering løftede til gengæld fodboldklubben FC København, Parken Sport & Entertainment, i kølvandet af FC Københavns sejr på 1-0 på hjemmebane over tyrkiske Galatasaray. Sejren betød kvalifikation til ottendedelsfinalerne i den lukrative Champions League-turnering og kastede nye millioner af sig.

Parken, der steg 3,8 pct. til 149,50 kr., regner nu på den baggrund med et resultat før skat på 430-445 mio. kr. mod tidligere 350-375 mio. kr.

GENMAB OG NETCOMPANY FÅR LØFTET KURSMÅL

Softwareselskabet Netcompany fik løftet kursmålet til 250 kr. fra 240 kr. af Citigroup, og finanshuset gentog anbefalingen "neutral". Netcompany, der forlader C25-indekset på mandag, steg 0,6 pct. til 220,80 kr.

Købsinteresse var der også i Genmab, der var tirsdagens store C25-taber med et fald på 6,6 pct., men onsdag vendte rundt og steg 3,8 pct. til 2143 kr.

Det skete, efter at finanshuset DNB havde hævet sit kursmål for aktien til 2600 kr. fra 2450 kr. og gentaget anbefalingen "køb".

Kollegaen Novo Nordisk var også i god gænge og steg 1,6 pct. til 671,80 kr., efter en foreløbigt skidt december, hvor aktien er faldet fra kurs 695,50 kr.

Den danske betting- og sportsmediekoncern Better Collective fik indledt dækning af finanshuset Jefferies med anbefalingen "køb" og et kursmål på 340 svenske kr. svarende til 225 danske kr. Better Collective steg 3,8 pct. til 159 kr. i København.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:51 Europa/lukning: Banker sendt ned på udsigt til stor europæisk rentenedsættelse
17:05 Fredagens aktier: Novo trak eliteindeks frem mens bankerne tabte terræn
17:00 Fredagens obligationer: Renten rettede sig en smule men faldt set over ugen
16:09 Vestas-aktien på vej til laveste lukkeniveau siden marts 2020
15:48 De amerikanske indkøbschefers humør stiger i november
15:39 USA/åbning: Gap er flyvende på dag med spinkel fremgang
15:15 Tysk leverandør til bilindustrien fyrer 5500
15:11 Rublen dykker til toårigt lavpunkt overfor dollar efter USA indfører sanktioner mod bank
15:09 ECB ønsker øget økonomisk integration i EU for at bekytte sig mod handelskrig
14:28 USA/tendens: Lunken start i sigte - Gap ses starte dagen ud i tocifret kursplus
14:16 Saxo Bank: Der er muligheder i mikrochips end Nvidia
13:44 Europa/aktier: Banker sendt i bund efter skuffelse om europæisk aktivitet
13:29 Lån & Spar tjener og bruger flere penge - men øger overskuddet
13:19 Amerikansk discountdetailkæde går grøn dag i møde efter regnskab
13:03 KORR: Obligationer/middag: Forventning om stor rentenedsættelse sender renten ned
12:08 Obligationer/middag: Forventning om stor rentenedsættelse sender renten ned
11:25 Aktier/middag: Bankerne sendes ned af skuffende aktivitet i eurozonen - C25 klarer frisag
10:44 Svag aktivitet i Europa sender renterne under 2 pct.
10:03 Skuffende aktivitet i eurozonen over hele linjen i november
09:51 Kriseramte Northvolt leder efter afløser til topchef