Onsdagens aviser med Jyske Bank, Vestas og Pandora

Udgivet den 24-02-2016  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

BANKBOSS LUKKER KÆMPE HUL I FLYSELSKAB

Det kriseramte charterflyselskab Jet Time laver et underskud på 140 mio. kr., som udhuler egenkapitalen og tvinger storinvestoren Lars Thuesen, der til dagligt er bankdirektør i Basisbank, ud i en dristig redningsaktion. Mangel på piloter har kostet dyrt. (Side 6-7)

JYSKE BANK-KUNDER HOLDES I FAST GREB AF NYKREDIT

Jyske Bank har hevet færre kunder ud af Totalkredit, end Nykredit frygtede efter skilsmissen. Jyske Banks Anders Dam har dog et muligt trumfkort. "Vores boliglån er super billige. Det er vores måde at komme ind i markedet", lyder det fra bankdirektøren. (Side 8)

GLOBAL FORLIGSDRØFTELSE UDSKYDER VESTAS-SAG

Advokater i Indien, USA og København forhandler om et forlig i retssagen mellem Vestas og den fyrede finansdirektør Henrik Nørremark. Forhandlingerne har udskudt det ventede slagsmål. (Side 10)

NY ALK-TOPCHEF SKAL SKABE DUNDRENDE SUCCES

Bestyrelsesformand Steen Riisgaard kræver global erfaring hos ny chef i allergiselskabet ALK-Abelló, der skal finde nøglen som giver adgang til de konservative allergimarkeder. (Side 11)

STORAKTIONÆR I DANSKE BANK KAN VÆRE PÅ VEJ MOD EXIT

Danske Bank-storaktionær Cevian Capital har trukket sig fra bestyrelsesposten i banken efter tilfredshed med den turnaround, som Danske Bank har været igennem de seneste år. Næste skridt kan være et salg af den 14 mia. kr. store aktiepost, vurderer analytiker. (Side 12)

BERLINGSKE BUSINESS

POLITIKERE KRITISERER STIGNING I BIDRAGSSATSERNE

Danske låntagere skal sikres større gennemsigtighed og øget konkurrence i forbindelse med deres boliglån hos realkreditinstitutterne. Det mener et politisk flertal på Christiansborg, efter at Nykredit og Totalkredit har forhøjet bidragssatserne på boliglån. (Forside, side 6-7)

LANDSRET GAV PANDORA EN GYLDEN TIRSDAG

Efter en årrække med en straffesag hængende over hovedet har smykkeselskabet Pandora nu fået landsrettens ord for, at firmaets ledelse informerede markedet rettidigt. Frifindelsen vil skabe jubel i børsnoterede selskaber, vurderer professor. (Side 8)

VESTAS VIPPET AF VINDTRONEN

Jublen var stor i Vestas, efter det danske selskab tirsdag modtog den største ordre nogensinde. Men samtidig blotlægger en ny analyse, at det rødglødende kinesiske møllemarked har frataget Vestas' plads som vindmøllernes nummer et. (Side 15)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

MINISTER VIL HAVE UNDERSØGT PFA-MODEL

PFA er blevet hårdt kritiseret for at give nye kunder flere såkaldte afkastgaver end gamle kunder med en garantiopsparing. Finanstilsynet skal nu undersøge, om PFA behandler alle sine kunder efter reglerne. (Forside, side 6-7)

VESTAS-OPGØR BLEV UDSKUDT

Det ventede opgør mellem vindmølleproducenten Vestas og selskabets tidligere finansdirektør Henrik Nørremark er blevet udskudt. Sagen ventes nu først at gå i gang fredag. (Side 3)

LANDSRETTEN FRIKENDER PANDORA I SAG OM BØDE

Østre Landsret frikendte tirsdag smykkevirksomheden Pandora i en opsigtsvækkende sag fra 2011, hvor anklagemyndigheden mente, at Pandora var for lang tid om at informere aktiemarkedet om, at selskabets omsætning tabte momentum. Bagmandspolitiet står tilbage som taber. (Side 4)

JYSKE BANK PÅ KUNDEROV HOS TOTALKREDIT

Det er ikke utænkeligt, at Jyske Bank hæver prisen på boliglån til sommer, og derfor kan nye kunder, som stadig har lån i Totalkredit, lige så godt skifte over til banken med det samme og få lånet til den gamle og lavere pris. Det siger ordførende direktør Anders Dam. (Side 8)

VESTAS HAR MISTET SIN FØRSTEPLADS

To uafhængige analyser konkluderer, at Vestas ikke længere har positionen som verdensleder målt på megawatt – og det blev bestemt ikke Siemens, men kinesiske Goldwind, der skubbede rivalen af tronen. (Side 15)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯