Onsdagens danske avisuddrag med Novo og Lego

Udgivet den 28-10-2015  |  kl. 07:05  |  

BØRSEN

GAZELLER TABER PUSTEN EFTER ÅRS OPTUR

For første gang i fire år falder antallet af gazeller. Det skyldes et trægt opsving, hvor virksomheder stadig har svært ved at hente penge til vækst, siger professor (forside og side 6-7)

NOVO NORDISKS STØRRELSE PRESSER VÆKSTMÅL NED

Medicinalkoncernen Novo Nordisk er blevet en gigant med et driftsoverskud, der nærmer sig 50 mia. kr. Det lægger pres på de 20 år gamle indtjeningsmål om en årlig vækst på 15 pct. (side 9)

FIAT-FAMILIES INDTOG GIVER WELLTEC PAUSE FRA BØRSPLANER

Welltec får nye ejere, og børsplanen skrinlægges. Men Welltecs nuværende finansiering udløber i 2019. Det kan igen åbne for børsplaner. En storinvestor bag Allerød-virksomheden Welltec har solgt sin ejerandel videre til en hollandsk ledet investorgruppe. (side 8)

EU STEMMER JA TIL AT FJERNE EKSTRA TELEFONAFGIFTR I 2017

Fra midten af 2017 vil det være slut med at betale ekstra afgifter for at ringe, sms'e og bruge data, når man bruger sin mobiltelefon i udlandet. EU-Parlamentet har tirsdag vedtaget at droppe de såkaldte roamingafgifter fra juni 2017, skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse. (side 18)

BERLINGSKE BUSINESS

KINESISK PROFESSOR ADVARER: KINA SLÅR HÅRDT NED, HVIS LEGO HANDLER MED DISSEDENT

Kinas toppolitikere vil tage afstand fra legetøjsgiganten, hvis Lego sælger klodser til systemkritikeren Ai Weiwei. Dansk ekspert kalder kunstnerens taktik for ren gidseltagning, mens menneskerettighedsorganisationen Amnesty International kritiserer Lego skarpt. (forside og side 6)

NOVO ADVARER REGERINGEN OM FORSKNINGSBESPARELSER

For anden gang på halvanden måned ruller Novo Nordisk det tunge skyts frem og kritiserer regeringens besparelser på forskning i hårde vendinger. Ministre svarer igen: Kritikken savner proportioner, og Novo får svært ved at finde et bedre land end Danmark. (side 4)

DANMARK STÅR UDEN FOR NY MILLIONPULJE TIL MIKROLÅN

EU-Kommissionen har netop afsat 96 mio. euro som garanti for europæiske banker og låneinstitutter, så de kan tilbyde flere risikofyldte lån til iværksættere. Danmark har dog ingen planer om at søge midlerne. Efterspørgslen efter mikrolån er simpelthen ikke stor nok, vurderer Vækstfonden. (side 14)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

VIRKSOMHEDER RASER OVER FEMERN-ROD

Virksomheder, der har budt på opgaver på Femern-forbindelsen, raser over, at den politiske forligskreds har besluttet at endevende projektet på ny. Virksomhederne frygter, at helt nye udbud kan blive konsekvensen. (forside og side 6-7)

LANDMÆND SPINDER GULD PÅ GRÆS

Græsgiganten DLF planlægger ekspansion på den sydlige halvkugle, herunder Sydamerika, Asien, Afrika syd for Sahara samt New Zealand og Australien. DLF sidder på 25 pct. af verdensmarkedet for græsfrø. (side 5)

MEDICINALSELSKABERNE SCORER KASSEN I USA

Medicinalselskaberne kan grine hysterisk hele vejen til banken i USA. Det er et resultat af et system, hvor ingen har interesse i at presse prisen, og hvor politikerne ikke kan leve uden selskabernes donationer. (side 16)

/ritzau/FINANS

Jonas Mathiesen Bang +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder