Onsdagens obligationer: Rentestigninger returnerede

Udgivet den 28-08-2013  |  kl. 17:26  |  

Efter onsdag formiddag at have fastholdt tirsdagens lave niveau steg den toneangivende 10-årige danske rente eftermiddagen igennem og udviskede ganske tirsdagens fald. Dermed fulgte de danske renter udviklingen i Europa.

Renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligation steg onsdag med 2 basispoint til 2,04 pct. efter at have dykket til 2,00 pct. onsdag formiddag. I Tyskland steg den toneangivende rente med 3 basispoint til 1,87 pct.

Onsdag var det småt med vigtige nøgletal, men to kalenderpunkter i henholdsvis Tyskland og USA trak lidt opmærksomhed.

Kl. 8 viste tal fra Tyskland, at forbrugertilliden ikke er i helt så god gænge som ventet. GfKs tillidsmåling dykkede til 6,9 i septembertallet mod 7,0 i august og en forventning om 7,1 ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Til gengæld steg de tyske importpriser som ventet med 0,3 pct. i juli mod juni og var dermed ingen overraskelse for markedet.

Over middag viste det amerikanske boligmarked svaghed, da mængden af igangværende bolighandler faldt med 1,3 pct. måned til måned i juli mod en ventet nuludvikling.

I Italien faldt renten 5 basispoint til 4,39 pct. efter tegn på soning mellem Silvio Berlusconis fløj og regeringspartiet. Der har været frygt for, at Silvio Berlusconi ville trække sin støtte til den siddende regering.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk