Optakt til Vestas regnskab - Svagt kvartal men forventninger fastholdes
Vestas kommer med regnskab onsdag morgen klokken 8.30 for Q1.
De ventes at præstere et underskud før skat på -37,5 mio. euro mod -57 mio. euro sidste år, ifølge SME Direkt.
Omsætningen ventes at blive 1 mia. euro.
Vestas har annonceret nye ordrer for 338 MW, hvilket er temmelig lidt set i forhold til, at Vestas har en forventning om at få en ordreindgang på 7000-8000 MW i 2011. I de 338 MW mangler de små ikke annoncerede ordrer, som offentliggøres ved kvartalsregnskabet.
- På trods af udsigterne til et svagt kvartal, forventer vi fortsat at Vestas kan indfri deres guidance for 2011 med hensyn til ordreindgangen. Vi forventer her at Vestas vil få en ordreindgang for hele året på 7- 8000 MW. Vi venter ligeledes at Vestas ledelsen vil gentage deres guidance for 2011. Her venter Vestas en omsætning på 7 mio. euro og en overskudsgrad på 7%. Vi vurderer at dette er realistisk og fastholder derfor vores anbefaling på AKKUMULER og kursmål på 205 kr. , skriver Handelsbanken.
Aktien er over den seneste måned faldet med omkring 17%.
- Meldingerne fra konkurrenterne tyder fortsat på prispres i sektoren. Vi ser frem til Vestas' kommentarer om, hvorvidt det begynder at koste lidt på ordreindgangen, at selskabet sænker priserne mindre end mange konkurrenter, skriver Sydbank, der også venter, at Vestas fastholder 2011-prognosen.
- Med den øgede usikkerhed om kvartalstallene er fastholdte 2011-forventninger et vigtigere signal end lidt højere/lavere omsætning/indtjening i kvartalet, skriver Sydbank.