Over 2000 dollars forskel på det højeste og laveste kursmål for Tesla

Udgivet den 15-07-2020  |  kl. 17:51  |  

Tesla-aktien er ikke en aktie, der er let at blive klog på for tiden. Det kan aktieanalytikerne skrive under på.

Mandag blev det hidtil højeste kursmål for aktien sat. Det var finanshuset Piper Sandler, der med sit nye kursmål på 2322 dollar nu har titlen som det finanshus, der ser det største fremtidige potentiale for aktien.

Det kan være svært at forstå, når et andet finanshus, Cowen, for samme aktie har kursmålet 300 dollar.

I skrivende stund er en aktie i Tesla 1489,50 dollar værd, efter at aktien onsdag falder 1,8 pct.

Aktien har været meget omtalt de seneste uger, da den er steget markant. Så sent som den 26. juni lukkede den til kurs 957,74.

En opgørelse fra Bloomberg News viser, at 9 finanshuse i skrivende stund har en positiv anbefaling af aktien, 12 holder en neutral anbefaling, mens 15 finanshuse har em negative anbefaling.

Piper Sandler holder ikke overraskende den positive anbefaling "overvægt".

Det høje kursmål, der er sat af analytikeren Alex Potter, fik onsdag den administrerende direktør og grundlægger af Tesla, Elon Musk, til tasterne på Twitter.

- Wow, skrev han i en kommentar til et billede af kursmålsændringen fra Piper Sandler.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder