OVERBLIK TDC Q4: Alle divisioner under pres

Udgivet den 04-02-2014  |  kl. 08:48  |  

Det skorter på de gode nyheder, når der kommer til toplinjeudviklingen i TDC i 2013. Regulatoriske effekter og konkurrence har ramt alle betydende divisioner i selskabet, der nu er under pres på alle fronter. Privat- og Erhvervsdivisionerne er under fornyet prispres og det tidligere præmiebarn TDC Nordic taber terræn.

Det viser regnskabet for 2013, der når man kigger på tallene for fjerde kvartal kommer til kort i forhold til analytikernes forventninger til omsætningen.

Telekoncernen omsatte i fjerde kvartal for 6149 mio. kr. mod ventet ifølge estimater indsamlet for Ritzau Finans af SME Direkt 6261 mio. kr. I samme periode 2012 var omsætningen 6548 mio. kr. Driftsresultatet, EBITDA, endte en spids bedre end ventet på 2547 mio. kr.

Før og efter skat tjente TDC 983 og 786 mio. kr. mod estimeret ifølge SME Direkt 944 og 685 mio. kr.

PRIVAT FORTSAT PRESSET

TDCs Privatdivision, der efter inklusionen af Yousee står for godt 50 pct. af TDCs omsætning, oplevede fortsat pres i fjerde kvartal.

Samlet omsatte divisionen for 3067 mio. kr., et omsætningsfald år til år på 7,3 pct. Det blev omsat til et driftsresultat, EBITDA, på 1928 mio. kr. Ifølge data indsamlet for SME Direkt ventede markedet en omsætning på 3164 mio. kr. i divisionen.

TDC skriver i regnskabet, at omsætningen blev negativt påvirket af effekten af regulering og af en faldende kundebase, samt tab af privatabonnenter.

Den gennemsnitlige omsætning fra mobiltjenester per kunde eksklusive indkommende trafik, ARPU Ex. incoming traffic, faldt til 115 kr. i fjerde kvartal fra 120 kr. i tredje kvartal. Siden 2011 er nøgletallet faldet fra 132 kr.

INGEN LINDRING I ERHVERV

Heller ikke omsætningen hos TDCs erhvervsdivision, der har været under markant pres de seneste kvartaler, levede op til markedets forventninger i fjerde kvartal. Divisionen er presset af priskrig på især små- og mellemstore kunder, da priskrigen fra privatmarkedet er migreret til de mindre selskaber.

Samlet omsatte divisionen for 1681 mio. kr. i fjerde kvartal. Ifølge data indsamlet for SME Direkt ventede markedet et omsætningsfald på 5,4 pct. til 1726 mio. kr. i divisionen. Driftsresultatet, EBITDA, i Erhverv endte på 1160 mio. kr.

Den gennemsnitlige omsætning per kunde eksklusive indkommende trafik for "mobility services", ARPU, faldt til 153 kr. i fjerde kvartal fra 163 kr. i tredje kvartal. Siden 2011 er nøgletallet faldet fra 226 kr.

- Den negative omsætningsudvikling i Erhverv skyldtes et markant år-til-år ARPU-fald på 24 kr. pga. intens priskonkurrence, der resulterede i, at aftaler blev vundet eller genforhandlet til lavere priser. Den afsmittende effekt fra priskonkurrencen i privatmarkedet resulterede også i fortsat migrering fra traditionelle til nye og billigere produkter hos små og mellemstore kunder, skriver TDC om udviklingen i Erhverv.

NORDIC NAGER STADIG

Den tidligere så vækstenden nordiske forretning, TDC Nordic, skuffede ligeledes i fjerde kvartal i forhold til markedets forventninger til toplinjen. Tidligere bød Nordic på solide vækstrater og kunne delvist opveje den negative udvikling på det danske telemarked.

Omsætningen landede i fjerde kvartal lavere end analytikernes forventninger, da den var på 1086 mio. kr. mod ventet i markedet ifølge estimater indsamlet for Ritzau Finans af SME Direkt 1095 mio. kr. I samme kvartal året før omsatte Nordic for 1125 mio. kr.

Det var et udfordrende år for den nordiske forretning, skriver TDC i regnskabet, som blandt andet led under mindre brug af fastnettelefoni og mindre gang i internetforbindelserne.

Driftsresultatet i fjerde kvartal, EBITDA, endte på 162 mio. kr. mod 161 mio. kr. i samme kvartal et år før.

VIL MINDSKE FALDENE I 2014

For indeværende regnskabsår forventer TDC, at presset vil fortsætte. Efter samlet at have omsat for 24,6 mia. kr. i 2013 og skabt et EBITDA på 10,1 mia. kr. venter koncernen for 2014 at realisere end mindre omsætningsfald end det, der blev set i 2013 samt et driftsresultat, EBITDA, på over 9,8 mia. kr.

- Vi forventer også forbedret udvikling i bruttoavancen for mobiltjenester drevet af en mindre negativ udvikling i privatkundebasen og ARPU i Erhverv. Bruttoavancen for tv forventes at udvise fortsat vækst drevet af stigninger i ARPU, skriver TDC.

Tabel med nøgletal fra TDCs regnskab for fjerde kvartal:

#

Mio. kr. Q4 13 Q4 13(e) Q4 12

----------------------------------

Omsætning 6149 6261 6548

- Privat 3067 3164 3310

- Erhverv 1681 1726 1824

- Nordic 1086 1095 1125

EBITDA 2547 2517 2573

EBIT 1045 1174 1017

Res. f. skat 983 944 846

Nettoresultat 786 685 664

----------------------------------

#

(e) = estimater indsamlet fra op til 10 analytikere af SME Direkt på vegne af Ritzau Finans.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk