Pandora om bæredygtighed: Investorernes dagsorden har rykket sig

Udgivet den 23-01-2025  |  kl. 12:04  |  

Pandora er kommet ind i klub 100, når det gælder bæredygtighed. Det danske smykkeselskab er blevet placeret på plads nummer 48 ud af 8539 børsnoterede selskaber med en omsætning på mere end én milliard dollar af det canadiske analysehus Corporate Knights.

- Det er første gang vi er på den anerkendte Corporate Knights Global 100 liste. Vi er rykket ind på en 48. plads på den globale liste og en andenplads i vores industri, siger Mads Twomey-Madsen, direktør for kommunikation og bæredygtighed globalt, om placeringen til MarketWire.

For Pandora er det en vigtig liste at være på, og det er ikke kommet af sig selv:

- Bæredygtighed er helt centralt for, hvordan vi driver vores virksomhed. Vi har integreret arbejdet med blandt andet CO2-reduktion i alle dele af organisationen. At blive udnævnt som en af verdens 100 mest bæredygtige virksomheder af Corporate Knights er en rigtig vigtig anerkendelse, som også bekræfter, at vores arbejde gør en forskel. Det er vi utroligt stolte af, siger han.

Mads Twomey-Madsen er i disse dage i Davos i forbindelse med World Economic Forum topmødet. Og her blev listen lagt frem onsdag - og på listen er også Vestas, Ørsted, Novonesis, Novo og Coloplast.

Hos Pandora betragtes det som en investering i fremtiden, og smykkeselskabet har bundet den samlede finansiering op på bæredygtighedsmål, og sparer populært sagt renter ved at levere på bæredygtighed, forklarer direktøren for blandt andet bæredygtighed.

Og det er ikke kun internt, at det fylder:

- Vi ved også, at investorer tager det med i vurderingen af vores selskab, ligesom mange vælger os til som arbejdsplads på grund af vores arbejde med bæredygtighed. På længere sigt tror vi også det betaler sig at være på forkant med udviklingen, inden det bliver til lovkrav, siger Mads Twomey-Madsen.

Pandora oplever også, at det er noget, der er rykket højere op på investorernes dagsorden de senere år.

- Vi mødes nu med store investorer, hvor dagsordenen udelukkende handler om ESG (Environment, Social og Governance) - det gjorde vi ikke for bare fem år siden, fortæller Pandora-direktøren.

PRODUKTION I THAILAND

Pandora får lavet sine smykker i Thailand, hvor selskabet i 2017 udvidede produktionen i Bangkok til også at omfatte ny smykkeproduktion i Chaing Mai i det nordlige Thailand. Og her blev barren sat højt i forhold til krav i forhold til blandt andet bæredygtighed. Det betød, at Pandora kunne skrive betydelige energibesparelser i bogen. Og lige nu er selskabet i gang med at udvide i Vietnam.

- Vores smykkefremstilling i Thailand er bygget efter de højeste internationale miljøstandarder. Faktisk har vores kolleger i Thailand været pionerer på globalt plan, og arbejdet der spiller en stor rolle i, at vi er frontløbere inden for bæredygtighed, siger Mads Twomey-Madsen.

Pandora bruger også kun genbrugssølv og -guld til sine smykker. Det betyder, at der udledes 58.000 tons mindre CO2 om året i forhold til, hvis det var nye ædelmetaller, der blev brugt til blandt andet ringe, charms, armbånd og halskæder. De 58.000 ton svarer til det, 11.000 hustande udleder om året.

At alle metallerne nu er genbrug, kommer til at koste Pandora omkring 10 mio. dollar eller 66,8 mio. kr. mere om året, end hvis der blev brugt nyt guld og sølv.

Spørgsmål: Hvordan vægter I bæredygtighed fremfor profit?

- For os er det ikke et spørgsmål om enten eller. Arbejdet med bæredygtighed hører med til at være en ansvarlig og fremtidsorienteret virksomhed. I løbet af de seneste år har vi nedbragt vores samlede CO2-aftryk i absolutte tal, samtidig med at vores virksomhed er vokset markant, siger Pandora-direktøren og peger på tiltag som også omfatter laboratorieskabte diamanter og grøn strøm.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯