Pandora tager stort fald: Carnegie-analyse presser aktien

Udgivet den 25-07-2016  |  kl. 10:38  |  

Pandora-aktien tager en klar sidsteplads i C20 Cap-indekset mandag formiddag.

Ifølge flere markedsdeltagere, som Ritzau Finans har talt med, men som ikke ønsker at stå frem med navn, kan kursfaldet skyldes, at Carnegie har sendt en analyse rundt til sine kunder.

Analysen skulle efter sigende tage udgangspunkt i en rundspørge blandt en lang række Pandora-forhandlere, der har svaret på, hvordan smykkesalget går, og her er Carnegies vurdering, at væksten ikke kører i helt så højt et gear, som man tidligere havde antaget.

Pandora-aktien dykker 3,3 pct. til 866,50 kr., og det betyder, at smykkeselskabet nu ikke har givet et positivt afkast til sine aktionærer i 2016. Selve C20 Cap-indekset falder mandag omvendt blot 0,1 pct. til 1027,28.

Aktieanalytiker Lars Topholm, der dækker Pandora hos Carnegie, vil ikke kommentere, hvorvidt investeringsbanken har en analyse på gaden.

Carnegie er dog den største sælger af Pandora-aktier, hvis man ser bort fra den bastante gruppe af sælgere, der er anonyme og som regel dækker over udenlandske børshuse.

Den svenske investeringsbank står for 7 pct. af salget, mens gruppen af "anonyme", som det i 2014 blev muligt at gemme sig bag, står for knap 93 pct. af salget.

Banken dog fortsat positiv omkring aktien, og købsanbefalingen er bibeholdt trods analysens konklusion, men kursmålet er sænket til 1150 kr. fra 1300 kr., skriver Bloomberg News.

Pandora kommer med regnskab for andet kvartal den 9. august.

For 2016 venter smykkeselskabet et salg på mere end 20 mia. kr. og en EBITDA-margin på mere end 38 pct. I 2015 lød de to poster på henholdsvis 16,7 mia. kr. og 37,1 pct.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk