PFA: Udsigt til stærkt 1. halvår på aktiemarkederne

Udgivet den 18-01-2011  |  kl. 12:07  |  

Efter tre kvartaler præget af usikkerhed og tvivl om styrken i det globale opsving, stod det sidste kvartal i 2010 i opsvingets tegn. Frygten for et double dip i amerikansk økonomi fortonede sig, og det gav både solide stigninger på aktie- og råvaremarkederne og et ganske kraftigt løft i de lange renter.

Hos PFA Pension er det holdningen, at det mønster vil fortsætte i 1. halvår af 2011 understøttet af de stadig flere vidnesbyrd om vækst i amerikansk økonomi, og af at den længe ventede fremgang i beskæftigelsen nu kommer.

- Vi tror, at aktier og andre risikofyldte aktiver vil fortsætte med at outperforme obligationer i de kommende seks måneder. En ekstrem lempelig pengepolitik i de vestlige lande, stigende momentum i amerikansk økonomi og mere lempelig kreditgivning er nogle af de ingredienser, som gør aktier til en attraktiv investering i 2011, specielt i årets første halvdel, siger Henrik Henriksen, chefstrateg hos PFA Pension.

- På helt kort sigt er aktiemarkedet sårbart overfor dårlige nyheder efter fire måneder med kraftige stigninger. På lidt længere sigt vil udsigten til en mindre lempelig pengepolitik også kunne skabe nervøsitet, idet investorerne kan begynde at fokusere på, at rentestigninger vil lægge en dæmper på det økonomiske opsving pga. de høje gældsniveauer, siger Henrik Henriksen.

 

Udgivet af: NPinvestordk