Pharmexa: CEO skuffet aktien styrtdykker
Pharmexa har tirsdag morgen meddelt, at selskabet dropper fase III forsøget med kræftmidlet PrimoVax, da en foreløbig analyse viser, at medicinen ikke har den ønskede effekt. Og det er naturligvis ikke gode nyheder for hverken selskabet eller investorerne.
- Vi er skuffede over, at PrimoVax forsøget ikke viser en forlænget levetid for disse alvorligt syge patienter. Vores opgave bliver nu at indsamle og analysere alle de data, dette forsøg har genereret med henblik på at opnå en fuld forståelse af resultaterne samt at støtte det igangværende Telovac forsøg og de øvrige kliniske aktiviteter med GV1001, siger administrerende direktør Jakob Schmidt.
De dårlige nyheder har fået investorerne til at forlade selskabet i et mildest talt usædvanligt tempo. Således er aktien i noget nær frit fald, og er kort inde i dagens handel faldet med mere end 30 pct. til kurs 2,4. En overgang var den nede med over 42 pct.
Men trods de dårlige nyheder kaster direktøren ikke håndklædet i ringen.
- Vores fokus videre frem bliver at vise, at GV1001 har en rolle i kombination med kemoterapi og vi har derfor besluttet at fortsætte med at støtte Telovac forsøget. At det ikke lykkedes at forlænge overlevelsen hos disse alvorligt syge patienter ændrer ikke vores tro på, at en rettet behandling med GV1001 mod det universelle tumorantigen telomerase kan blive et værdifuldt immunterapeutisk bidrag inden for en række cancersygdomme, herunder bugspytkirtelkræft, siger Jakob Schmidt.
/lk