Politiet dropper sværte og papir til fingeraftryk

Udgivet den 29-09-2010  |  kl. 12:17  |  

106 år. Så længe har forbrydere og mistænkte i Danmark fået rullet deres fingre i sværte og derefter sat deres unikke fingeraftryk på et godt, gammeldags stykke papir, der efterfølgende er sendt til registrering i centralregisteret med postbudet. Modsat alle vores naboer i Norden, har dansk politi endnu ikke fået moderniseret fingeraftryks-processen. Men det skal være slut nu, håber politiet, der med en forlængst indgået Prüm-aftale i hånden håber, at Folketinget nu vil poste de mange millioner af kroner, som det kræver at flytte Danmark ud af den teknologiske 4. division.

Det skriver Ingeniøren.

Ifølge Prüm-aftalen, der har til formål at intensivere politisamarbejdet i EU for at forebygge og efterforske kriminalitet på tværs af landegrænserne, skal Danmark senest den 26. august 2011 være klar til at kunne udveksle information digitalt om DNA-profiler, køretøjer - og altså også fingeraftryk.

Og her vil det ifølge politiet være særdeles uhensigtsmæssigt, hvis Danmark stadig skal udveksle sværteprint med sine langt mere teknisk avancerede naboer. Derfor håber politiet at kunne indkøbe 60 til 70 såkaldte Livescan-apparater, der kan stå rundt om på landets politistationer og dermed både nedsætte ekspeditionstid og højne kvaliteten af fingeraftrykkene væsentligt.

 

Udgivet af: NPinvestordk