PRESSEMØDE - Nyrup: Den Grundlovsstridige Tvind-lovgivning er et politiker-ansvar
København--23. februar--NetPosten--Statsminister Poul Nyrup Rasmussen gjorde det på tirsdagens pressemøde i Statsministeriet klart, at den Grundlovsstridige Tvind-lovgivning er et politiker-ansvar. Dermed er der ikke fra regeringens side lagt op til en eventuel begmand til Justitsministeret.
- Oplægget til lovgivningen var fra Justitsministeriets side meget nuanceret. Alle de politikere, der vedtog lovgivningen vidste hvad de gik ind til. Justitsministeriet lagde ikke skjul på, at man havde betænkeligheder, sagde Poul Nyrup tirsdag i Spejlsalen på Christiansborg.
Statsministeren gav samtidig udtryk for, at Højesteretsdommen er en god afgørelse, der bekræfter, at retssystemet virker og bekræfter Grundlovens § 3 vedrørende magtens deling. Statsministeren mener, at afgørelsen vækker til fremtidig eftertanke vedrørende særlovgivning, men virkede i øvrigt ikke som om hændelsen kunne ryste regeringen.
På linie med Folketingets formand, Ivar Hansen, afviste Poul Nyrup Rasmussen ideen om et såkaldt Lovråd i Danmark.
- Dette her er klart et politiker-ansvar. Det er ikke nødvendigt med et lovråd i Danmark, sagde statsministeren.