PROGNOSE - Novo Nordisk 3 mdr: EBIT 2470 mio kr
Novo Nordisk offentliggør onsdag 1. kvartalsregnskab for 2008. Markedet venter et driftsresultat (EBIT) på 2470 mio. kr. mod 2327 mio. kr. i samme periode sidste år, ifølge et Reuters-estimat.
- Vi forventer fortsat vækst i insulinsalget drevet primært af det amerikanske marked og International Operations. Vi forventer dog en mindre vækst end i de foregående kvartaler. Specielt udviklingen i salget af Levemir er i fokus, og vi forventer en omsætning på 900 mio. kr. for produktet, anfører Sydbank i et notat.
Den lave dollarkurs er en markant modspiller, der vil påvirke negativt i kvartalet. Både indtjeningen og omsætningen på det nordamerikanske marked påvirkes. Sydbank ser ikke mulighed for samme store prisstigning på det amerikanske marked som i 2007 (12 pct.), og dermed svækkes det væsentligste værn mod den lave dollar. Samtidig forventer banken fortsat fokus på produktivitetsforbedringer, men vurderer ikke, at forbedringerne kan modsvare den negative effekt fra dollarkurspåvirkningen.
Regnskabet fra Eli Lilly fra den 21. april indikerede en fortsat høj vækst i insulinsalget både i Europa og USA. Samtidig fastholdt Eli Lilly selskabets markedsandel, hvilket indikerer en øget konkurrence, og at det fremover bliver sværere for Novo Nordisk at tage yderligere markedsandele fra Eli Lilly. Sydbank vurderer, at udviklingen i Europa og Japan kan vise svaghedstegn for Novo Nordisk, mens de gode takter i USA og International Operations vil fortsætte de kommende kvartaler.
Sydbank forventer, at Novo Nordisk på trods af stigende råvare- og energipriser samt dollarkurseffekten vil fastholde forventningerne til 2008 i forbindelse med regnskabet.