Råvarer: Deprimerende nøgletal fra USA og KINA udløser prisfald

Udgivet den 04-06-2012  |  kl. 07:58  |  

Prisen på olie falder mandag til det laveste niveau i næsten otte måneder efter prisfald fem dage i træk. Dermed er prisen på olie faldet 17 pct. i 2012. Det sker på grund af tegn på en økonomisk opbremsning i USA, som muligvis kan reducere efterspørgslen på olie. Derudover er der stadig usikkerhed omkring den europæiske gældskrise, da EU-ledere stadig er splittede omkring en løsning på gældskrisen.

- Når vi ser svage tal fra Kina og meget svage job-tal i USA, så sparker det fundamentet væk under os. Hvis den europæiske situation kan trække økonomierne i både USA og Asien tilbage, så er det meget skidt for olieprisen, siger Michael McCarthy, markedsstrateg hos CMC Markets Asia Pacific, til Bloomberg News.

Mandag morgen dansk tid ligger WTI-olien således i en pris på 81,74 dollar pr. tønde, hvilket er et fald på 1,77 pct. Brent-olien handles til 97,17 dollar pr. tønde, hvilket er et fald på 1,28 pct. i løbet af mandagens handel.

Prisen på guld steg fredag med 3,7 pct. efter at være faldet 6 pct. i løbet af maj måned. Det sker efter spekulation om, at den amerikanske centralbank Federal Reserve vil tage initiativer for at styrke den amerikanske vækst.

Mandag morgen er der til gengæld kun en ganske marginal ændring. Guld handles i 1622,60 dollar pr. ounce, hvilket er en marginal stigning på 0,06 pct.

Prisen på kobber falder til det laveste niveau i fem måneder som følge af amerikanske og kinesiske data, der har skabt bekymring for faldende efterspørgsel hos de to største forbrugere af kobber i verden.

Den amerikanske jobvækst var i maj måned den laveste i et år med 69.000 jobs, arbejdsløsheden i eurozonen nåede nye højder og Kinas vækst uden for fremstillingsindustrien bremsede igen op, viser data mandag.

London Metal Exchange er mandag lukket pga. helligdag, men i Shanghai faldt prisen til 8355 dollar pr. ton.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk