Råvarer: Oliepriserne holder fast på blandede signaler
Oliepriserne er næsten uændrede tirsdag morgen, idet råvaremarkedet er fanget mellem negativt prispres fra svag efterspørgsel i Kina samt en markant stigning i udbuddet, mens vedvarende geopolitiske spændinger i Mellemøsten fortsætter med at understøtte priserne.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 82,42 dollar mod 82,40 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 78,05 dollar mod 78,19 dollar mandag eftermiddag.
Oliepriserne presses af øget udbud, der er drevet af produktion fra lande uden for Organisationen af Olieeksporterende Lande og deres allierede, Opec+. Ifølge nyhedsbureauet Reuters venter Det Internationale Energiagentur, at opjusteringen i olieproduktionen fra lande såsom USA, Brasilien og Guyana vil føre til et rekordhøjt udbud på 103,8 mio. tønder om dagen.
Den øgede produktion underminerer dermed Opec+'s forsøg på at drive oliepriserne op ved at forlænge sine frivillige produktionsnedskæringer til slutningen af andet kvartal. Samtidig ses der tegn på svækket efterspørgsel i Kina, hvor råolieimporten er steget de første to måneder af 2024, men den har været svagere end i de foregående måneder.
- Tøvende efterspørgsel og stadig stigende produktion uden for Opec+ gør det svært for investorer at have et positivt syn på prisudviklingen på råvaremarkedet, siger Serena Huang, der er chef for analyse af Asien- og Stillehavsregionen hos Vortexa, til Reuters.
Senere i dag afventer råvarehandlere offentliggørelsen af månedlige rapporter fra Opec, Det Internationale Energiagentur og det amerikanske energiministerium, der ventes at kunne give et fingerpeg om udviklingen i efterspørgslen.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 2178,64 dollar mod 2184,26 dollar mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯