Råvarer: Oliepriserne stiger forud for det amerikanske valg
Oliepriserne stiger tirsdag morgen, mens råvarehandlerne holder vejret forud for det amerikanske valg, hvor der er næsten dødt løb mellem kandidaterne.
Ifølge analytikere kan en forsinkelse i valgresultaterne eller bestridelse af dem føre til turbulens på de finansielle markeder og råvaremarkedet.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 75,16 dollar mod 74,41 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 71,53 dollar mod 70,82 dollar mandag eftermiddag.
- Investorer holder et vågent øje med, om denne uges møde i den kinesiske nationale folkekongres resulterer i mere finanspolitisk støtte, der kan booste den vigende olieefterspørgsel, siger Yeap Jun Rong, markedsanalytiker hos IG, til nyhedsbureauet Reuters.
Han tilføjer dog, at der uanset udfaldet af mødet ikke kommer til at ske store prisændringer på olie, indtil de endelige resultater af det amerikanske præsidentvalg er opgjort. Samtidig afventer investorer også torsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor forventningerne er endnu en rentenedsættelse.
Oliepriserne fortsætter med at drage støtte fra Organisationen af Olieeksporterende Lande og deres allierede, Opec+, udmelding søndag om at udskyde deres planlagte produktionsforøgelse på 2,2 mio. tønder olie om dagen til januar på grund af lav efterspørgsel og et højere end forventet udbud på globalt plan.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 2735,91 dollar mod 2738,56 dollar mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›