Råvarer: Oliepriserne stiger på fald i amerikanske råolielagre

Udgivet den 18-12-2024  |  kl. 08:11  |  

Oliepriserne stiger onsdag morgen på et anslået markant fald i de amerikanske råolielagre, der indikerer øget efterspørgsel. Ifølge den amerikanske brancheorganisation for olie- og naturgasindustrien, American Petroleum Institute, faldt beholdningerne med 4,7 mio. tønder i sidste uge.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 73,23 dollar mod 72,54 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 70,14 dollar mod 69,27 dollar tirsdag eftermiddag.

Hvis estimaterne bekræftes senere onsdag af de officielle tal udgivet af den amerikanske myndighed for energiinformation, vil det være det fjerde ugentlige fald i træk, skriver Bloomberg News.

Det positive prispres fra faldet i råolielagrene modsvares af stagnerende kinesisk olieefterspørgsel og investorers forventninger om, at den kommende amerikanske præsident Donald Trumps politik vil føre til øget amerikansk olieproduktion.

- Råvarehandlere vil holde øje med, hvor hurtigt Trump vil effektuere sin "drill, baby, drill"-dagsorden og hvor hurtigt denne afspejles i den amerikanske råolieproduktion. Vi tror derfor, at oliepriserne vil forblive i prislejet 70-75 dollar i den kommende tid, siger Robert Rennie, der er chef for råvareresearch i Westpac Banking Corp., til Bloomberg.

Han tilføjer, at priserne kan bevæge sig en smule over denne tærskel i første kvartal af 2025. Det skyldes blandt andet Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opecs forlængelse af sine frivillige produktionsnedskæringer og amerikanske trusler om yderligere sanktioner mod russisk og iransk olieproduktion.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 2645,66 dollar mod 2640,28 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Sebastian Grünfeld

Tags:  Natural Resources❯ 

Seneste nyheder