Råvarer: Rekordhøj amerikansk produktion sender oliepriserne ned

Udgivet den 17-01-2019  |  kl. 07:49  |  

Priserne på den europæiske referenceolie, Brent, og den amerikanske WTI-olie stiger torsdag morgen i forhold til den danske børslukketid, mens oliepriserne faldt natten til torsdag som reaktion på en udmelding fra USA's energiministerium, EIA, om en rekordhøj olieproduktion på 11,9 mio. tønder olie om dagen. Samtidig ventes efterspørgslen på olie at falde.

Prisen på guld aftager en smule, mens kobberprisen ved dansk børslukketid lå en anelse højere.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 61,06 dollar mod 61,30 dollar sent onsdag aften, mens prisen ved dansk børslukketid kl. 17 lå på 60,44 dollar. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 52,04 dollar mod 51,80 dollar onsdag aften. Ved dansk børslukketid lå prisen på 51,71 dollar.

Det amerikanske energiministerium udtalte onsdag ifølge Reuters, at USA's olieproduktion i årets anden uge er steget til 11,9 mio. tønder olie om dagen. Den rekordhøje olieproduktion overgår dermed rekorden fra uge 1 på 11,7 mio. tønder, der i forvejen var den højeste nationale olieproduktion i verden.

Olieproduktionen i USA er ifølge Reuters steget med 2,4 mio. tønder om dagen siden januar 2018.

Samtidig steg de amerikanske benzinlagre ifølge EIA med 7,5 mio. tønder, hvor Reuters ventede en stigning på 2,8 mio. tønder. Benzinlagrene i USA ligger nu på 255,6 mio. tønder - det højeste niveau siden februar 2017.

- Mens de amerikanske olielagre faldt en anelse mere end ventet, var der en ophobning i benzinlagrene. Det skaber frygt for en svagere efterspørgsel i USA, skriver ANZ Bank i en meddelelse ifølge Reuters.

I en meddelelse skriver analysehuset Banchero Costa ifølge Reuters, at den amerikanske olieproduktion fortsat ventes at stige.

Ifølge Norbert Ruecker, der leder råvareforskningen i Swiss Julius Baer, er USA ved at køre sig i stilling til at blive eksportør af benzin takket være den stigende produktion af skiferolie.

Mens olieproduktion fortsat stiger i USA, er organisationen for olieeksporterende lande, Opec, og allierede i gang med at nedskære olieproduktionen, hvilket ifølge Reuters har hindret, at oliepriserne er faldet yderligere på trods af den aftagende efterspørgsel.

Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1291,66 dollar mod 1293,05 dollar onsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber torsdag morgen 5980,50 dollar mod 5976 dollar onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Natural Resources❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,62%
 
19/04/19

 
8,93%
 
19/04/19

 
8,41%
 
19/04/19

 
3,66%
 
19/04/19

 
1,20%
 
19/04/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder