Råvarer: Sivende oliepriser og lav prisforskel

Udgivet den 14-03-2013  |  kl. 07:02  |  

Der er våbenhvile på de internationale råvaremarkeder torsdag morgen. Onsdagens fortsatte indsnævring af prisforskellen mellem den amerikanske referenceolie West Texas Intermediate og den europæiske ditto, Brent, fastholdes på det laveste niveau i syv uger, mens selve priserne forsat langsomt siver.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 108,00 dollar mod en pris på 108,50 dollar onsdag eftermiddag ved 17-tiden. En tønde af den amerikanske referenceolie, West Texas Intermediate, koster samtidig 92,30 dollar, hvor en tønde onsdag eftermiddag kostede 92,70 dollar.

De faldende oliepriser slår igennem hurtigere for den amerikanske olie end for den europæiske, hvilket indsnævrer prisspændet.

- Olielageropbygningen fortsætte sandsynligvis indtil vi ser et USA i fuldt opsving. Der har ikke været nogen dynamisk ændring i efterspørgslen, og vi kan ikke se nogen grund til, at olieprisen skal stige, medmindre der kommer et leverings-chok, siger analytiker David Lennox fra Fat Prophets i Sydney til Bloomberg News.

De amerikanske lagre af råolie steg med 2,62 mio. tønder i den forgangne uge, viste nye tal fra de amerikanske myndigheder onsdag eftermiddag. Der var ventet en stigning på 2,3 mio. tønder ifølge Bloomberg.

Lagrene af benzin faldt samtidig med 3,57 mio. tønder, mens lagrene af destillater, der blandt andet inkluderer fyringsolie, steg med 0,08 mio. tønder.

Et godt detailsalg i USA peger ellers i retning af en øget økonomisk aktivitet, men indtil der er mere vedvarende tegn på et accelererende opsving, står markedet i stampe.

Også onsdagens fald i guldprisen bliver fastholdt torsdag morgen. En troy ounce guld droppede godt 10 dollar efter de gode detailsalgsdata, men siden har markedet ligget stille.

- De positive amerikanske nøgletal understregede den seneste tids bekymringer i guldmarkedet om, at Federal Reserve kan reducere det kvantitative lempelsesprogram, lyder det fra analytiker Howard Wen i et notet ifølge Bloomberg News.

Hvis den amerikansk centralbank trækker følehornene tilbage, indvirker det negativt på guldprisen, da dollar ikke længere vil have samme niveau af likviditetsudvidelse som i dag.

En troy ounce guld koster torsdag morgen 1589 dollar mod 1587,50 dollar onsdag eftermiddag.

Også markedet for industrimetal ligger lettere underdrejet. Et ton kobber koster torsdag morgen 7767 dollar mod 7771 dollar onsdag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder