Råvarer: Stabile oliepriser - svag kinesisk økonomi opvejer nedskæringer

Udgivet den 05-09-2023  |  kl. 07:25  |  

Oliepriserne er stort set uændrede tirsdag morgen, efter data fra Kina viser, at landet fortsat kæmper med den svage økonomi, hvilket opvejes af forventninger om fremtidige forlængelser af udbudsnedskæringerne fra Organisationen for Olieeksporterende Lande og deres allierede i Opec+.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 88,94 dollar mod 88,92 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig uændret i 85,92 dollar.

Det forventes, at Saudi-Arabien vil forlænge sine frivillige produktionsnedskæringerne i oktober. Ruslands vicepræsident fortæller også, at landet vil præsentere nye udbudsnedskæringer hos Opec+ i denne uge.

Rusland har allerede annonceret, at landet vil sænke eksporten med 300.000 tønder om dagen i september, efter landet i august havde frivillige eksportnedskæringer på 500.000 tønder om dagen. Saudi-Arabien forventes at skære olieeksporten med 1 mio. tønder om dagen i oktober.

- I betragtning af markedsforventningerne er det usandsynligt, at de to producenter vil afvige fra en forlængelse og dermed risikere et større salgspres i markedet, lyder det ifølge en analytiker fra ING.

På den negative side, viste en undersøgelse af den private sektor i Kina tirsdag, at landets serviceaktivitet voksede i det langsomste tempo i otte måneder, da den svage efterspørgsel fortsatte med at påvirke landets økonomi, og stimulansen fejlede med at sætte skub i forbruget.

I Japan, verdens tredjestørste økonomi, faldt privatforbruget med 5 pct. i juli fra samme periode året før, mens analytikere havde forventet fald i privatforbruget på 2,5 pct. Det er femte måned i træk, at husholdningens forbrug falder i Japan.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 1938,81 dollar mod 1938,27 dollar mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Oliver Ankjær Christiansen

Tags:  Natural Resources❯ 

Seneste nyheder