Randers Reb køber alle aktierne i H. S. Hansens EFTF. - Beskæftiger 42 medarbejdere

Udgivet den 11-11-1997  |  kl. 14:48  |  

Randers--11. november--NetPosten--Randers Reb-koncernen har i dag købt alle aktierne i H. S. Hansens Eftf., der beskæftiger 42 medarbejdere inden for skibshandel. Købsprisen ønskes ikke offentliggjort, fremgik det tirsdag af en fondsbørsmeddelelse.

Den nuværende ledelse med Ib Møller - 66 år - som adm. direktør fortsætter, hvorimod bestyrelsen træder tilbage.

H. S. Hansens Eftf. blev etableret i 1844 og selskabets 42 medarbejdere beskæftiger sig med salg af proviant, værktøj og udstyr til rederier samt salg af arbejdstøj, profilbeklædning og sikkerhedsudstyr. HSH ejer endvidere den kendte forretning Chr. Møllers Eftf på hjørnet af Amaliegade og Esplanaden i København.

- Der ligger store synergimuligheder i dette opkøb, fortæller koncernchef Carsten Spanget.

Efter opkøbet beskæftiger Randers Reb ca. 200 medarbejdere.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder