Riksbanken fastholder renten: Men stiller 2-3 sænkninger i udsigt i andet halvår

Udgivet den 27-06-2024  |  kl. 10:05  |  

Den svenske centralbank, Riksbanken, har torsdag formiddag helt som ventet fastholdt renten i 3,75 pct., men samtidig stillet yderligere to til tre rentenedsættelser i udsigt i andet halvår.

Rentefastholdelsen på 3,75 pct. var ventet af alle 20 adspurgte økonomer ifølge Bloomberg News.

- Sveriges Riksbank sænker ikke renten for anden gang i træk. Den svenske centralbank sænkede renten i maj, men er ikke klar til en ny rentesænkning allerede nu, skriver Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), i et notat.

Inflationen har udviklet sig gunstigt siden udgangen af 2023, skriver Riksbanken, der sænker sine forventninger til inflationen korrigeret for renteudviklingen i år til 2,0 pct. fra tidligere ventet 2,3 pct. og for næste år til 1,8 pct. fra tidligere ventet 1,9 pct.

- I betragtning af at inflationen grundlæggende udvikler sig positivt, den økonomiske aktivitet vurderes at være noget svagere, og kronekursen er lidt stærkere, er prognosen for styringsrenten nedjusteret noget, skriver Riksbanken i sin rentemeddelelse.

- Hvis inflationsudsigterne forbliver de samme, kan styringsrenten sænkes to eller tre gange i løbet af andet halvår, fortsætter Riksbanken.

Den svenske kr. er styrket med cirka 3 pct. siden maj, og udviklingen hjælper ifølge Dansk Erhvervs cheføkonom med at tæmme inflationen.

- Den stærkere svenske krone er en fordel for danske eksportvirksomheder, da deres produkter bliver billigere for svenskerne. Bagsiden af den stærke svenske krone er, at danske ferierejser til Sverige er blevet lidt dyrere, skriver Allan Sørensen.

Meldingen om flere rentenedsættelser i andet halvår er med til at presse den svenske kr. til 0,6573 kr. fra 0,6600 kr. umiddelbart før.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  macro❯  Sverige❯