Ringkjøbing/CEO: Konkurrence og lave renter æder kundevækst -NY

Udgivet den 05-08-2015  |  kl. 09:52  |  

Nye kunder har sikret Ringkjøbing Landbobank vækst i både ud- og indlån i første halvdel af året, men det lave rentemiljø og konkurrence i banksektoren presser indtægterne.

Sådan forventes det også at forløbe i anden halvdel af året, hvor effekten af de lave renter dog ventes at være slået igennem, lyder det fra bankens administrerende direktør, John Fisker.

Ringkjøbing Landbobank har i årets første seks måneder haft en vækst på 5 pct. på udlån og 18 pct. på indlån, men renteindtægterne er alligevel faldet med 2 mio. kr. til 315 mio. kr.

- Det er ikke fordi, at vi mangler mængderne. Væksten er underbygget af en stor kundetilgang. Men vi må bare sige, at den almindelige konkurrence i sektoren kombineret med de lave renter æder de indtægter, der kommer fra væksten på ind- og udlån, siger John Fisker til Ritzau Finans.

Han fortæller, at tilgangen af kunder blandt andet kommer fra erhvervsområdet i Midt- og Vestjylland, mens tilgangen på privatområdet kommer fra bankens afdelinger Holte, Aarhus, Herning og Ringkøbing, hvilket også har fået banken til at planlægge en udvidelse i Trekantsområdet.

- Vores seneste satsning fra Aarhus har formået at gå i nul efter mindre end halvandet års drift, og det har fået os til at sige, at vi godt tør have en enkelt enhed med underskud i en periode igen og se, om vi kan komme lige så godt af sted igen, siger John Fisker.

I anden halvdel af året forventer han fortsat kundetilgang, men også fortsat pres på renteindtægterne.

- Vi forventer fortsat at kunne se vækst i mængderne, og vi er nok ovre effekten fra den negative rente, men til gengæld fortsætter konkurrencen uomtvisteligt i andet halvår, siger John Fisker.

På gebyrsiden var der derimod fremgang i første halvdel af 2014, hvor indtægterne steg med 18 pct. til 144 mio. kr., hvilket blandt andet skyldes rekordmange omlægninger af realkreditlån, som ikke ventes at være på samme niveau i de sidste seks måneder af året.

- Det er trukket af høj konverteringsaktivitet og stor fremgang på formuesiden. I andet halvår må vi dog nok forvente, at konverteringerne løjer lidt af, hvor indtjeningen ikke vil være på samme niveau som i første halvdel af året, mens formueforvaltningen nok vil være delvist i stand til at veje op for færre konverteringer, siger John Fisker.

På nedskrivningssiden har den vestjyske bank også kunnet notere fremgang i 2015, hvor nedskrivningerne er faldet til 29 mio. kr. fra 40 mio. i første halvdel af 2014. Det ventes også at være billedet resten af året.

- Jeg synes faktisk, at hele paletten af kunder klarer sig bedre. De eneste to sektorer, som har det svært, er mælkebønder og svineproducenter, men de udgør kun 3,6 pct. af vores samlede udlån og garantier, så det er på ingen måde alarmerende, og vi føler os komfortable med den her udvikling, siger John Fisker.

Resultatet før skat lød i første halvår på 319 mio. kr., hvilket er en spinkel tilbagegang på 2 mio. kr. John Fisker erklærer sig dog alligevel tilfreds med den finansielle formåen.

- Vi forrenter egenkapitalen med 21 pct. på resultatet før skat og er i stand til at opjustere forventningerne på baggrund af en rigtig flot kundevækst, og det kan man ikke være andet end glad for, siger han.

Den vestjyske banks forventninger til basisresultat i 2015 lyder nu på et plus på 500-575 mio. kr. mod tidligere 450-525 mio. kr.

Efter første halvdel af året er den post på 304 mio. kr. - en fremgang på 27 mio. kr. fra samme periode året før.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  CEO/formand❯ 

Seneste nyheder

14:43 Coloplast vil forsøge at få udvidet tilskudsdækning til sårplejeprodukter fra Kerecis
14:35 Lidt færre nytilmeldte amerikanske ledige i sidste uge end ventet
13:46 Tysk solcelleproducent nedjusterer - igen
13:42 USA/tendens: Optimisme på lavt plus mens handlerne venter på Powell
13:04 Europa/aktier: I revanche med it forrest efter onsdagens bundniveau
12:08 Obligationer/middag: Indledende rentestigning vendt til tilsvarende fald
11:54 Aktier/middag: Plusser til Mærsk og GN og minus til NKT giver fladt eliteindeks
11:17 ALK/børshuse: Stærkt tabletsalg og driftsindtjening stikker ud
10:20 Børshus ser vending forude og anbefaler nu at købe op i GN
10:19 NKT-topchef: Stærk ordrebeholdning giver os mulighed for at være selektive
09:42 Bioporto øger omsætningen - store investeringer giver voksende underskud
09:28 Gubra får løftet kursmålet med 50 pct. af hollandsk finanshus efter opløftende forsøgsdata
09:17 ALK's topchef om fordoblet driftsindtjening: Optimeringer og stærkt tabletsalg løfter
09:17 Aquaporin sigter mod vækst til næste år
09:12 Aktier/åbning: Ambu og GN til tops efter løftede anbefalinger - ALK belønnes for regnskab
09:08 NKT-topchef efter vækst i Solutions på over 40 pct.: "En enestående bedrift"
09:02 Ambu løftes til "køb" hos Nordea: Attraktivt forhold mellem risiko og belønning
09:01 Obligationer/åbning: Renterne trækkes med op af amerikansk stigning
08:55 Lundbeck får løftet kursmålet hos Nordea: Stærke kandidater kan doble aktien
08:52 MT Højgaard Q3: Indtjeningsfremgang drevet af den danske forretning