S: VK-regeringen fortier enorme miljøbesparelser

Udgivet den 20-03-2002  |  kl. 14:24  |  

Vk-regeringens finanslov saboterer miljø-indsatsen i langt større omfang end man overhovedet har kunnet forestille sig. Det viser et notat Socialdemokratiets miljøordfører Pernille Blach Hansen har afkrævet finansministeren. Heraf fremgår det sort på hvidt, at regeringen skærer 1,5 milliarder kroner på miljøet. Og ikke som de selv hårdnakket fastholder - 200 millioner kroner.

- VK-regeringens besparelser er mere vidtgående og skræmmende, end selv vores mest skeptiske beregninger kunne vise. Det her får vidtgående konsekvenser og er et brud med 25 års miljøpolitik. Alligevel afviser regeringen at erkende omfanget af deres besparelser, siger Pernille Blach Hansen.

Så sent som i dag har Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo hårdnakket fastholdt, at regeringen kun sparer godt 200 millioner kroner på miljøet. Men de tal, der fremgår af notatet, viser, at Vesselbo samt miljøministeren i den grad taler mod bedre vidende.

For at indfri sine valgløfter har regeringen skåret op mod 2 milliarder kroner fra miljøet. Besparelserne er fordelt på en stribe ministerier. 775 millioner fra Udenrigsministeriet, 600 millioner fra Skatteministeriet, 500 millioner kroner Økonomi- og Erhvervsministeriet, godt 200 millioner kroner fra Miljøministeriet, 150 millioner fra Fødevareministeriet og 100 millioner kroner fra Trafikministeriet. Dertil kommer, at regeringen har indefrosset 668 millioner kroner, som hidtil er gået til miljøstøtte i østlandene. Det betyder, at regeringens besparelser ryger op over 2 milliarder - og altså ikke 200 millioner kroner.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder