Salget af ejerlejligheder peaker: Her stiger det mest

Udgivet den 03-12-2020  |  kl. 06:00  |  
Lejligheder i København. (Foto: Boligsiden.dk)

Foto: Boligsiden

Normalt peaker lejlighedssalget i foråret, men i år er efterår blevet højsæson, idet otte af de 10 uger, hvor salget har været størst, ligger i netop efteråret.

Corona har ganske enkelt gjort efteråret til ejerlejlighedsmarkedets forår, og det er en stor overraskelse.

"Vi ser måbende til hver gang, når vi laver vores ugeopgørelser over lejlighedssalget. Salget ligger her i efteråret over 500 lejligheder næsten hver uge, og den grænse har vi ikke krydset i nogle andre uger i andre år siden 2011. Corona-situationen i foråret udskød naturligvis en række handler, men det kan ikke forklare hele efterårsboomet. Det momentum, markedet havde inden corona, er vendt tilbage med forstærket kraft," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Store stigninger uden for de største byer

Den væsentligste årsag til det høje lejlighedssalg, ud over corona-efterslæbet, er naturligvis den lave rente og lave boligbyrde. Flere har simpelthen råd til at købe nyt.

I Københavns Kommune er lejlighedssalget steget 21 procent i årets første 10 måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Og selv om København antalsmæssigt står for cirka halvdelen af den samlede stigning, så er der grøde i lejlighedsmarkedet i andre byer.

"Der er flere, der har fået øjnene op for, at det giver mening at bo i lejlighed uden for København. Det skyldes priserne og tilgængeligheden i hovedstaden. Det får kommuner som Rødovre, Tårnby og Vallensbæk til at pible frem med store procentvise stigninger i lejlighedssalget," siger Birgit Daetz og vender sig mod en anden tendens:

"Der er flere, der ser lejligheden som et reelt alternativ til huset i de mellemstore danske byer. Det betyder, at salget i Randers, Herning og Horsens stiger nu. Der er altså grøde i lejlighedsmarkedet i en større del af Danmark end tidligere, og det hører i høj grad med til historien om de vilde handelstal."

Rødovre, Randers og Tårnby udgør top tre på listen over kommuner, hvor lejlighedssalget er steget mest i de første 10 måneder af 2020 sammenlignet med samme periode sidste år. I de tre kommuner er salget steget mellem 44 og 21 procent.

Her stiger lejlighedssalget mest:

Kommune Jan-Okt 2019 Jan-Okt 2020 Ændring
Rødovre 170 245 44%
Randers 209 273 31%
Tårnby 94 114 21%
København 4796 5789 21%
Vallensbæk 87 104 20%
Herning 105 120 14%
Frederiksberg 971 1091 12%
Aarhus 1623 1785 10%
Slagelse 124 136 10%
Lyngby-Taarbæk 249 272 9%
Horsens 130 141 8%
Høje-Taastrup 271 292 8%
Gentofte 501 537 7%
Rudersdal 245 261 7%
Fredensborg 189 200 6%
Furesø 122 127 4%
Roskilde 321 333 4%
Næstved 167 172 3%
Odense 481 485 1%
Glostrup 129 127 -2%
Gladsaxe 278 269 -3%
Hillerød 153 146 -5%
Hvidovre 118 111 -6%
Aalborg 802 751 -6%
Vejle 190 176 -7%
Helsingør 289 265 -8%
Køge 177 157 -11%
Esbjerg 224 196 -13%

(Alle kommuner med minimum 100 ejerlejlighedssalg i perioden januar til oktober 2020 er med i tabellen. Kilde: Boligsiden)

Uger i 2020 med størst lejlighedssalg:

Uge Antal lejlighedssalg
48 537
43 533
46 520
47 518
26 518
44 513
38 506
40 500
27 478
41 474

(I tabellen indgår ugesalget af ejerlejligheder i hele Danmark. I uge 48 (sidste uge) var salget højest med 537 salg. I andre opgørelser her på Boligsiden er salget højere i øvrige uger. Det skyldes, at en handel kan blive justeret med en ny dato bagudrettet og derfor komme til at tælle med i en anden uge. Desuden kan en handel blive aflyst. Kilde: Boligsiden)

The post Salget af ejerlejligheder peaker: Her stiger det mest first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder