SAPs USA-drejning blev enden for dansk topchef - avis
Da Hasso Plattner, grundlægger og bestyrelsesformand i den tyske softwaregigant SAP, i 2010 udnævnte to topchefer til at styre sit selskab, tvivlede flere på at den såkaldte dobbeltspitze-struktur ville holde.
Den mistro blev mandag bekræftet, da den danske halvdel af topledelsen i SAP blev degraderet til menigt bestyrelsesmedlem, til fordel for hans amerikanske kollega. Det skriver Financial Times.
Det er ellers ikke mangel på gode resultater i SAP, der med en omsætning på 16 mia. euro er Europas største softwarefirma, der kan gives skylden for danske Jim Hagemann Snabes afsked.
Siden han og makkeren Bill McDermott overtog selskabets ledelse i 2010 er aktiekursen steget med 70 pct. og selskabet, der for få år siden blev betragtet som en træt kæmpe, er blevet fornyet med flere opkøb og en innovativ indsats indenfor mobil- og cloudmarkedet.
Danske Snabe og amerikanske McDermott komplementerede ifølge kilder både i og udenfor selskabet hinanden godt, med Snabes fokus på produktudvikling og overordnet strategi fra det europæiske hovedkvarter, og McDermotts karisma og evner som købmand fra selskabets amerikanske base.
En drejning mod det for SAP stadigt mere vigtige amerikanske marked, hvor McDermott har hjemmebane, førte dog til en restrukturering af selskabets ledelse, der kostede Jim Snabe jobbet som med-topchef.
Jim Snabe selv udtaler, at hans beslutning er motiveret af hans ønske om at tilbringe mere tid med familien. Med sit stop i SAPs ledelse fra 2014, slipper han da også for den 800 km lange pendlerrejse, han hver uge tager fra sit hjem i København til SAPs tyske hovedkvarter i Walldorf, syd for Frankfurt.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk