SAS/Sydbank: En gåde at aktien stiger

Udgivet den 25-09-2020  |  kl. 15:59  |  
SAS

Det er en gåde for Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, at SAS-aktien lever sit eget liv i forhold til andre luftfartsaktier og stiger pænt for tiden, hvor der ellers er en gedigen udvanding af aktien på vej.

Fredag over middag løftes SAS med 6,4 pct. til 4,86 kr., mens aktien en time før lukningen ligger med en stigning på 1,3 pct. i 4,63 kr.

SAS oplyste onsdag, at selskabet - som led i sin rekapitaliseringsplan - sælger aktier for 1,16 svenske kr. (cirka 0,83 kr.) per aktie for samlet set 6 mia. svenske kr.

Onsdag faldt SAS-aktien 3,4 pct. til 4,50 kr.

Fredag falder flyselskaber som IAG, Lufthansa og Ryanair et par procent, samtidig med at SAS går frem.

Stigningen og kursniveauet for SAS-aktien undrer Jacob Pedersen.

- Det er mig en gåde, hvem der i øjeblikket forsøger at positionere sig i SAS-aktien, og hvad de forsøger at positionere sig til, siger han.

- Der kommer så mange nye aktier på gaden. Og aktien kommer til at leve et liv formentlig under 1 kr., når kapitalforhøjelsen er gennemført, fortsætter han.

Medvirkende kan det dog være, at aktien er relativt illikvid og har levet sit eget liv i en periode i forhold til andre luftfartsselskaber.

- Er der nogen, der skal se positivt på SAS, kan det være, fordi Norwegian-aktien har det værre end SAS. Det er også et selskab, der skal ud at hente penge igen, siger aktieanalysechefen.

SAS-aktien er mere end halveret i kurs i år, mens aktierne i kollegaen Norwegian er faldet 97 pct.

Jacob Pedersen har en formodning om, at det ikke er de rationelle investorer, der er med til at holde aktien oppe.

- De investorer, der sidder med SAS-aktier, har værdier, der er stort set nul kroner værd i dag, vurderer han.

Dertil kommer, at de nuværende aktionærer ikke får nogen andel af SAS i fremtiden, da de bliver udvandet markant.

Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken har en Sælg-anbefaling på SAS-aktien."

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder