Små websites ranker bedst i Google op til jul

Udgivet den 04-11-2008  |  kl. 11:03  |  

Endnu engang ser det ud til, at det bliver de små og mindre kendte websites, der løber med sejren som de mest synlige i Google op til Jul.

En markedsundersøgelse fra SEO Supporten og deMib.com ApS dokumenterer, at kun meget få af de mere kendte websites dukker op i toppen af søgeresultaterne på de ord, som julegavehungrende danskere søger på, når de går på online jule-indkøb.

Med udgangspunkt i 60 nøgleord, der repræsenterer en bred vifte af de søgninger jule-handlende typisk bruger op til jul, viser undersøgelsen hvilke websites, der er mest synlige i søgemaskinerne.
Nøgleords-listen består af 48 ord og fraser, der er generelt dækkende for jul- og julegave-markedet - ord som ”jul”, ”julegaver”, ”pakkekalender”, ”online gaver” osv. De sidste 12 ord repræsenterer 12 af de produktområder, som der er mest søgt op til jul, som ”legetøj”, ”smykker” og ”vin”.

De websites, der så absolut dominerer billedet, er de små, mindre kendte og mere specialiserede websites med særlig fokus på jul og gaver. Den næste gruppe, der også er godt repræsenteret, er
prissammenligningstjenester, som Kelkoo og Pricerunner, der begge ligger i top 25.

Den sidste, og mindste, gruppe er de mere kendte websites – og her er det endda slet ikke de mest kendte butikker, der er repræsenteret, men derimod websites som Wikipedia, debat.sol.dk og dr.dk. Man skal helt ned på en 29. plads for at finde Pixmania. Ilums Bolighus ligger på en 31. plads.

Udgivet af: NPinvestordk