Spæncom opjusterer forventninger til 1996/97

Udgivet den 26-11-1996  |  kl. 15:34  |  

Spæncom har på det netop afsluttede bestyrelsesmåde besluttet at ændre bestyrelsens vurdering af udsigterne for 1996/97, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse.

Hvor 1995/96 var et år med usædvanligt kraftige udsving i markedet for betonelementer, forventes i 1996/97 et mere normalt år med en samlet aktivitet på niveau med året før.

Som følge af de væsentlige organisatoriske tilpasninger, der er gennemført i 1995/96, forventes en betydelig bedre udnyttelse af kapaciteten i 1996/97.

Eksportaktiviteten forventes at være uændret.

Det associerede selskab SBF, Spaencom Betonfertigteile GmbH & Co. KG, forventes at skulle afsætte til et uændret, og derved meget vanskeligt marked, men en bedre udnyttelse af den indsatte kapacitet vil øge indtjeningen. Spæncom forventer dog fortsat et negativt driftsresultat for dette selskab.

Selskabet har i forbindelse med bestyrelsens forslag til udlodning af udbytte realiseret en del af selskabets værdipapirbeholdning, hvilket ekstraordinært påvirker driftsresultatet positivt.

Med baggrund i ovennævnte ser Spæncom lysere på forventningerne end Spæncom stillede i udsigt i den skriftlige beretning g forventer nu et væsentligt bedre driftsresultat, der selv med en lavere renteindtægt som følge af det foreslåede udbytte vil medføre et væsentligt bedre koncernresultat før skat end i 1995/96.

Udgivet af: NPinvestordk