Spaniwen/Danske: Rente i laveste niveau siden 2005
Efter at være blandt de sydeuropæiske lande, som investorerne frygtede ville bukke under i finanskrisen, har Spanien rejst sig fra asken. Et bevis herpå er en 10-årige spansk statsrente, der fredag for første gang siden 2005 er kommet under 3 pct. Det store vendepunkt kom i sommeren 2012, da ECB afværgede en yderligere eskalering af krisen, fortæller Allan von Mehren, der er chefanalytiker i Danske Bank.
- Spanien kom ind i en massiv negativ spiral, da markedet begyndte at få mistillid til, at Spanien kunne komme igennem denne her krise. Spanien havde haft et boligmarked, der var markant overvurderet og oplevede nu massivt faldende boligpriser, og der var en frygt for, at de spanske banker ikke ville kunne klare alle de tab, der kunne komme ud af det, forklarer Allan von Mehren til Ritzau Finans og fortsætter:
- Jo mere frygten voksede, jo højere blev renterne, og jo flere mennesker trak penge ud af Spanien. Snebolden rullede, og den blev pludselig meget svær at stoppe, og renterne blev ved med at stige.
For at genoprette tilliden var Spanien tvunget til at indføre en betydeligt strammere finanspolitik, og jo mere politikerne strammede op og skar ned, jo dybere blev hullet, fortæller Allan von Mehren.
Efter i nogle år at have svinget mellem knap fire og fem procent begynde de spanske renter for alvor at stige i efteråret 2010 og helt galt gik det i 2012, da renten i løbet af kort tid steg fra 5 pct. til 7,6 pct. Den udvikling så man i øvrigt også i Italien, hvor den 10-årige statsrente på et tidspunkt også var over 7 pct.
- I sommeren 2012, da man virkelig frygtede for euroens overlevelse, beslutter ECB sig for at træde ind, da man kunne se, at det var ved at gå galt. Hvis Spanien var villig til at leve op til nogle betingelser og krav og samtidig bad om hjælp, ville centralbanken gerne købe landets obligationer. Det var nok til, at folk igen var villige til at købe spanske statsobligationer, og fra det tidspunkt er renterne faldet meget massivt. Derefter er Spanien kommet ind i en mere positiv spiral, forklarer Allan von Mehren.
Med de faldende renter kom en stigende tillid blandt både forbrugere og virksomheder, og jo mere tilliden er steget, og jo flere tegn på vækst, der har været, jo større er interessen for spanske obligationer blevet. Dermed er renten fra sommeren 2012 gået fra over 7 pct. til lige under de 3 pct.
- Det er et helt usædvanligt stort stemningsskifte, vi har set i Spanien. Forbrugertilliden i Spanien er nu den højeste i 10 år, og fra at de spanske forbrugere ikke har turdet bruge nogen penge, ser vi, at de igen begynder at bruge lidt penge. Derfor kan vi også se, at den spanske vækst har overrasket positivt på det seneste. Det bliver en positiv spiral, hvor tingene bliver selvforstærkende, forklarer Allan von Mehren.
Spansk økonomi har stadig udfordringer, herunder ikke mindst i forhold til arbejdsløsheden, der var på næsten 26 pct. i første kvartal. Økonomien er ved at rejse sig, men fra et meget lavt udgangspunkt, og det vil tage mange år at lukke det hul, som blev gravet under finanskrisen, vurderer chefanalytikeren.
- Men tillid og optimisme er meget et spørgsmål om, hvorvidt det går frem eller tilbage. Udgangspunktet er meget lavt, men bare det, at det begynder at gå fremad, og folk begynder at se lidt mere lys, gør, at optimismen er ved at komme lidt tilbage i Spanien. Men arbejdsløsheden er stadig meget høj, selvom spansk arbejdsløshed altid har ligget højt og de officielle tal nok overvurderer arbejdsløsheden, siger han.
De faldende renter er en hjælp, og arbejdsløsheden er begyndt at falde, og med en større beskæftigelse kommer der også flere skatteindtægter til at dække det offentliges udgifter. Økonomien arbejder nu med Spanien i stedet for mod Spanien i forhold til at få budgetunderskuddet ned. Der er stadig et stykke vej til kravet fra EU om et budgetunderskud på under de 3 pct. af BNP, men det går den rigtige vej, vurderer Danske Banks chefanalytiker, der tror, at spanierne indfrier målsætningen i løbet af de næste par år.
Også de spanske banker, som landets regering tidligt i processen erkendte skulle tilføres kapital, viser bedringstegn, fortæller Allan von Mehren, der peger på lidt lempeligere kreditvilkår for virksomhederne.
En anden parameter, som ruster spansk økonomi til at komme videre, er ifølge chefanalytikeren, en konkurrenceevne, der blandt andet som følge af lavere lønninger er blevet forbedret markant i løbet af de seneste år. Nu vinder Spanien markedsandele igen på de globale eksportmarkeder, fortæller han.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk