Spansk auktion over vind- og solprojekter skuffer stort

Udgivet den 24-11-2022  |  kl. 12:09  |  
Arkiv: Foto

En auktion i Spanien over vedvarende vind- og solparkprojekter med en samlet kapacitet på 3300 megawatt, MW, er endt som et stort flop.

Det rapporterer flere medier, heriblandt branchemedierne Recharge News og Renewablesnow.com.

Kun vindparkudviklerne Forestalia og Elewan Energy fik tildelt vindparkprojekter på tilsammen blot 45 MW, svarende til under 1,5 pct. af det samlede udbud.

Udbuddet af vind- og solprojekter omfattede et prisloft på 47 euro per megawatt-time på den energi, der produceres fra projekterne. Men det har ifølge den spanske vindenergiorganisation, AEE, slet ikke været nok til at skabe interesse.

Ifølge organisationen tager prisloftet således ikke højde for prisstigningerne forbundet med at opføre vedvarende energiprojekter, eller fremtidsudsigterne for priserne på energi.

Ifølge AEE's beregninger skulle prisloftet på auktionen have været sat 53 pct. højere for at tiltrække bud.

Den fejlslagne spanske auktion er ikke den eneste auktion over energiprojekter, der har skuffet i den senere tid.

I Tyskland har en auktion i oktober over landvindprojekter med et prisloft på 58,80 euro per megawatt-time for nyligt tiltrukket for få bud.

Efterfølgende har landets vindenergiorganisation, BWE, foreslået at hæve prisloftet til 82,30 euro per megawatt-time for at øge vindparkudviklernes appetit på at slå til. BWE har desuden krævet, at prisloftet skal tilpasses, eller indekseres, inflationen i producentpriserne, skriver Recharge News.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯