Spar Nord fastholder Neutral på SimCorp forud for regnskab

Udgivet den 20-08-2008  |  kl. 11:24  |  

Spar Nord fastholder sin Neutral-anbefaling på SimCorp forud for morgendagens regnskab for 1. halvår.

- Ordreindgangen og indtjening udviste i årets 1. kvartal en skuffende udvikling, hvilket kunne indikere en tilbageholdenhed i investeringerne i nye IT-systemer blandt investeringsbankerne, men også med en vis sandsynlighed en tilfældig fordeling af ordreindgangen, der det seneste kvartal har budt på flere større af slagsen. Pensions- og opsparingsprodukter syntes ikke at være væsentligt påvirket af den finansielle uro, og vi fastholder på denne baggrund vores anbefaling af aktien på Neutral vægt, skriver Spar Nord.

For 1. halvår forventer Spar Nord en omsætning på ca. 83 mio. EUR, hvilket ligger en anelse højere end konsensusestimatet på 80,8 mio. EUR. Spar Nords forventninger til den primære drift, EBIT, ligger på 18 mio. EUR, hvilket ligeledes er over konsensus på 13,3 mio. EUR.

- Der vil i halvårsrapporten være fokus på udmeldingerne om udviklingen i ordreindgangen, der det seneste kvartal har budt på ordre fra bl.a. UBS Deutschland AG, hvilket vil have betydning på både kortere og på længere sigt pga. konsulentaktiviteter og licenssalg. Fokus vil endvidere være rettet mod den realiserede omsætning, og den opnåede overskudsgrad. Aktien handler til P/E 17,8 på 2008E og K/I 8,1, hvilket ikke er dyrt set i forhold til den forventede udvikling i indtjeningsvæksten. De negative kurstriggere vil være opbremsning i ordretilgangen og aktivitetsniveauet pga. finanskrisen, mens de positive triggere fortsat vil være nyheder om nye store ordrer, samt opdateringer på hvordan penetreringen af det amerikanske marked forløber

Udgivet af: NPinvestordk