Spar Nord: USA-strategi virker
- USA og Europa angriber den økonomiske krise på vidt forskellig måde, og de foreløbige resultater tyder på, at USA-strategien virker bedst. Målt på Citigroups Surprise Index ligger de amerikanske nøgletal nu på indeks +70, hvilket er et udtryk for betydeligt bedre nøgletal end forventet. Det tilsvarende tal for Europa er -15, det vil sige pænt under forventningerne.
Det skriver Spar Nord i en kommentar.
- Nøgletallene fra den amerikanske økonomi har sjældent overrasket så positivt, som de gør lige nu. Det såkaldte Surprise Index viser, at USA med en indeksværdi på +69,3 klarer sig betydeligt bedre end de prognoser, som alverdens økonomer på forhånd har stillet for den amerikanske økonomi.
- I skærende kontrast hertil står resultaterne fra Europa, der aktuelt ligger i en indeksværdi på -15,7, mens Kina stort set lander på nul og dermed klarer sig, som markedet forventer.
- Forskellen mellem Europa og USA skyldes blandt andet, at den europæiske gældssyge ikke som frygtet har smittet USA. Men forskellen skyldes også, at USA har valgt at angribe den økonomiske krise langt mere aktivistisk, end tilfældet er i Europa, skriver Spar Nord.